Et geistligt Digt
(Frit behandlet efter Novalis.)
(Frit behandlet efter Novalis.)
Min Siæl hvad kan du meer begiære,
Naar han i dit Paulun vil boe,
Naar han din Kiærlighed vil nære
Og skienke dig sin faste Tro?
De stirre vildt i alle Kroge
Og søge Lys paa Mørkets Vei,
De troe sig Alle meget kloge
Og kiende dog til Frelsen ei.
En tænker, at han den skal gribe,
Og Guldet er hans Vinding kun,
En vil den hele Jord omskibe
Blot for en Lyd af Rygtets Mund.
En søger Glands i Kamp og Fare,
En løber efter Laurens Blad,
Og Alle hilder Lykkens Snare,
Men ingen gjør den rig og glad.
Har han da ei Jert Syn oplukket,
Har I da glemt den sande Skat,
Har I da glemt, at han har drukket
Den bittre Kalk i Dødens Nat?
Har I ei seet de gamle Skrifter,
Ei læst om ham et fattigt Ord,
Har I ei hørt om hans Bedrifter,
Hvordan hans Vandel var paa Jord?
Hvordan han kom til Kedrons Dale,
Undfanget af den kydske Brud,
Hvordan den klang den høie Tale,
Der gik fra ham i Verden ud?
Hvordan han sig til Støvet lænked
Af Medynk med den siunkne Jord
Hvordan han sig i Graven sænked
Som Grundsteen for sin Kirke stor?
Kan dette Budskab ei Jer røre,
Var denne Mand ei Sandheds Tolk;
Vil I ei aabne Hjertets Døre
For den, der døde for sit Folk?
Vil I ei trodse Spot og Fare,
Naar han Jer skienker Liv og Trøst,
Vil I ei Siælen reen bevare,
Naar han den holder ved sit Bryst?
O tag mig hen du Lysets Bringer,
Du Troens Helt, du Livets Ord!
Naar alle Dødens Klokker klinger,
Saa veed jeg dog, hvor Frelsen boer.
Du skal mig til de Elskte bære,
Der vandre fiernt bag Gravens Hal,
For dig nedknæle Himlens Hære,
Og dog hos mig du dvæle skal.