Carsten Hauch (1790–1872)

Der staaer et Huns ved Sjællands grønne Strande,

Dets Grund med fast og sikker Haand er lagt;

Dets Eiers Navn er kjendt i mange Lande,

Skjøndt er det støttet er til ydre Magt.

I Aandens Rige fandt han sine Skatte,

For Kunst og Viden stifted han et Hjem,

Men ingen Grændser er paa Jorden satte,

Hvorhen hans Virken ei kan trænge frem.

I ærlig Flid dog kun han søgte Vinding,

Han aldrig smykked sig med fremmed Glands,

Den Hæderskrands han vandt omkring sin Tinding,

Den var hans egen, den var ganske hans,

Og ingen Falskhed boede paa han Læber,

Og fast og sikker var han i sit Ord;

Og hvad han var, dertil hans Afkom stræber,

Med trofast Aand den følger end hans Spor.

Med Kunstens Sønner har han aldrig tinget,

Det var hans Fryd at see dem veltilfreds,

Og mangen Aand, der svæver end bevinget

I den uendelige Digtnings Kreds,

Den stod han bi, thi han forstod at ane,

Hvad der sig rører i det unge Bryst,

Han hjalp den frem at bryde sig en Bane

Til Landets Hæder og til Folkets Lyst.

Det er i Dag halvhundred Vintre siden,

At dette Huns sig reiste stort og fast,

I dem saamangen Drøm svandt hen i Tiden,

I dem saamangen Sæbeboble brast;

Gid Herrens Haand og Husets milde Stjerne

Beskytte det endnu i Lykkens Spil,

Saa det om Kunst og Videnskab kan værne

Endnu i hundred Aar og hundred til.