MaanenTil Dorine.Maanen seer Du smile fra det Høie,Og henrykkes ved dens favre Gang:Den og Venskab tindred’ af Dit Øie,Da Du blid fremlokked’ mig til Sang.Ei Du seer det Haansmil, gode Pige,Det hver dunet Viisling skienker mig,Hører ei hans dierve Læber sige,At en Taabe føier Dig.Det engang var Uskik her, at daaneVed det kolde Hoveds Phantasie;At hengræde Nætter for Guds Maane,Og at søge Storhed selv deri:Medens tit den taarevædte BlødeSaae paa Jammer uden Lyst til Daad,Kiærlighed paa falske Læber døde,Hjertet var forsteent ved Graad.Derfor skieldes hver en følsom Daare,Som tør vogte paa Naturens Fjed,Som tør ofre kun en lønlig TaareTil de Følelser, han røres ved;Derfor har man tusend bittre NavneTil Naturens Sangers Melodie;Derfor troer man, den kan ikke gavne,Som ei lukker Hjertet i.Dog jeg modig skal min Stemme hæve,Og til Koldes Offer vie mig:For Dit Hjerte skal min Tone svæve,Og jeg lønnes, naar den tækkes Dig.Lad saa hver, som lærte nys at lalle,See mig an med viis Medlidenhed,Ung og Gammel, Stor og Liden, Allehaanligt skue paa mig ned!Ingen Oldtids Fabel mig omhyller;Knap dens Navne kommer jeg ihu:Luna, Cynthia, mig ei fortryller;Maanen seer jeg, den, som glindser nu.See, Veninde, hvor den herlig trinerOver Kongestadens Taarne frem!Hist staae Paladser, her Ruiner:Venligt den bestraaler dem.Ak! her aanded’ før saa mangen GlædeI den fredelige Borgers Huus,Hvor nu Rydningsmænd med Stønnen trædePaa hans Glædes og hans Boligs Gruus;Ak! her stræbte Nøisomhed at nytte:Sæklers Frugt i Timer var forbi;Trang opreiste sig en usel HytteTil at bierge Kummer i.End jeg hører hine Dages Jammer;End jeg føler hine Nætters Qval,End jeg seer de græsselige FlammerUd af Taarn og Kielder, Loft og Sal;End mig ængster Ødelagtes Klage,Gjennem Røgen ofret Broders Skrig;End jeg ræddes, hvor de Mure brage,Styrte over Ædles Liig.Dog igjennem hine Nætters Qvide,Gjennem al den overvættes Gru,Maanen skuedes paa Himlen glide,Majestætisk blid og skiøn, som nu.Ned paa Luens store Morderscene,Ned paa Haabets, Livets matte Kamp,Funkled’ den, saa rolig den alene,Yndig gjennem tykkest Damp.Rørt jeg saae den gjennem blodig Flamme,Tænkte da hengiven: “Gud er Gud;“Han, som skabte Maanen, er den Samme,“Og fra ham kun Lykke strømmer ud.“Mere blid, end den paa Himlen smiler,“Skuer han til Dødelige ned;“Paa hans Hjerte hver hans Skabning hviler:“O! han veier Deres Fred!”Fromme Pige, troe, mig alleredeHaabet efter Veemods-Taaren leer;Og det er en stadig Lov hernede:Glæden kun ved Sorg forhøies meer.Selv til Teltet, hvor Mangel sukker,Naaer den hulde Maanes Trylleglands;Man Paulunets hvide Dør oplukker,Og anstiller sorgfri Dands.See, hvor lystigt den paa Havet seiler,Luften aander, og bevæger den;I saphirne Bølge den sig speiler,Fanger sit Billed tusendfold igjen;Maler vor og Broderfolkets Flaade,Skuer myge Sømænds Skiemt og Fryd;Hist fra Rangskib, her fra lette BaadeHører Orlogsanges Lyd.Høit i Mørket, hvor Matrosen vaager,Fro han stirrer paa dens gyldne Rand,Seer den danne Snee af Stadens Taager,Danne Qvægsølv af det muntre Vand.Dobbelt vel den kiære Skraa han smager,Dobbelt føler han sig nordisk fri,Dobbelt ham det Fædres Flag behager,Som nu Maanen spiller i.Held med Nordens Værn! Gid Maanen skueAltid det paa Rehden og i Havn!Rædsel overfalde dem, som trueChristians, Gustavs frygtelige Stavn!Ingen Strøm af Blod i Havet flyde!Maanens Hilsen farve Stranden rød!Venlig Klogskab lære dem, som byde,At opelske Liv, ei Død!Da skal gavnlig Viisdom sig udbrede;Da skal Held i Borg og Hytte boe;Da skal yndelige Dyder frede,Om hver Jordbeboers Fryd og Ro;Da skal Overflod sin Fylde tømme,Ned paa Jorden, og velsigne den;Da skal Maanens lyse Floder strømme,Over Uskylds Lege hen.See, Dorine, hist det muntre Grønne,Som hver sagte Luftning spøger med!See den unge, selv i Dæmring, Skiønne,Som har valgt sig det til Opholdssted!Henrykt op til Maanen Pigens ØieTitter mellem halvforsølvet Løv;Fierlet stiger Hjertet mod det Høie,Og forglemmer, det er Støv.Store, skiønne Himmel-Øieblikke,Da Zelide skuer Maanen an!Pigen sværmer, men forvildes ikke:Strax hun atter mindes jordisk Stand.“Zelis,” tænker hun, “maaskee den Gode,“Blide Maane, nu beskuer dig:“Mens han frydes ved den blanke Klode,“Tænker han maaskee paa mig!”Yndigt blusser nu den froe Zelide,Tryllet af sit Hjertes Phantasie;Glædens blide Taarer let nedglide,Dem den lyse Himmel speiles i.Hjertet banker Zelis ømt imøde —Ah! der er han — i sin Piges Favn!Og, mens rene Læber sammen gløde,Qvæle Kys den Elskes Navn.O, Dorine! de er’ lykkelige!O, de elske! Dem er Livet Liv!Ikke han, og ei hans kiære PigeLeder efter kunstlet Tidsfordriv.Maanen gjennem Myrtheblade skuerBlidt paa deres deelte Vellyst ned,Og dem vække Morgenrødens LuerOp til gode Hjerters Fred.Lad os unde dem de føie Timer!Skyndeligt de Timer fare hen:Snart maaskee den hule Klokke kimer,Og Zelide græder for sin Ven.Ak! det blev vor Skiebne, kort at nyde,Men at savne, hvad vi nøde, snart:Over Slaver kan Despoten byde:Ingen standser Dødens Fart.Seer Du hist de tynde Pilegrene,Og den hvide, mat bestraal’de Muur?Der gaaer Dækket ned for Glædens Scene,Der staaer Livets Banemand paa Luur.Det er Dødens tæt besaa’de Have,Som af salten Graad sin Vædske faaer:Maanen skinner der paa Kors og Grave:See, det er en Kirkegaard!Fred med dem, som vanked’ did med Møie!Fred med dem, som fore did i Lyst!Fred med hver, som har tillukt sit Øie!Kummer fylder aldrig meer hans Bryst.Vel i Hulen Maanen ei ham finder:Ak! for ham den straaler aldrig meer!Men den heller ei paa hovne KinderGienskin i hans Taare seer.Pige, see, vor Irregang hernedenI en dunkel Hvælving ender sig:Vil Dit Hjerte, naar jeg farer heden,Føle Glæde ved at mindes mig?Skal den gode Maane, som os beggeMangen stille Høitidstime gav,See Dig med et Suk en Rose læggePaa Din døde Sangers Grav?Haste.