Tidlig vil den raske Møe sig danne
Til de Sysler, hende forestaaer:
Ogsaa du i sorgfri Ungdom, Hanne,
Nøglegiordet allerede gaaer.
Kiønnets Hæderstegn du paa din Side,
Tungbehængte Ring ved Beltet bær;
Men din deilige Person, du Blide,
Selv et tryllende Bundt Nøgler er.
Tusind Hyldings-Blikke dig forkynde,
At de Roser, blomstrende paa Snee,
De Bevægelsers det sieldne Ynde,
Giver alle Øine Lyst at see.
Dine Smile, lig’ en Dirik, lukke
Endog Pebersvendens Hierte op;
Dig han skuer, og de kielne Sukke,
Viser, at den rustne Laas fløi op.
Hvor din søde Fløitestemme lyder,
End den Blindes rørte Siæl dig seer;
Livligt Billed Sindets Øie fryder;
“Her,” saa raaber han, “en Engel er!”
Speilet for en Spradebasse’ tryll’de;
Stolt han tilbad egen deilig Krop:
Men han falder for din Skiønheds Fylde;
Egoistens Barm den lukker op.
Den Forstand, din Daad, din Tale viser,
Aabner dig Matronens Hiertekrog.
Mødrene den Faure da kun priser,
Naar hun ogsaa teer sig snild og klog.
Ynksom Taare af dit Øie flyder;
Den er Nøglen til bekymret Bryst,
Du i skiulte Saar en Balsom gyder;
Ja, du skaber bitter Sorg til Lyst.
Naar Blufærdighed paa dine Kinder
Maler sig med unge Rosers Pragt,
Sielden funden Skat ved den du finder;
Den er Nøglen til de Ædles Agt.
Fromme Hanne, hør en Vennestemme;
Brug de dig betroede Nøgler ret.
Hvad du ikke seer er værdigt Giemme,
Vogt dig at du ei oplukker det.
Naar den Beilende sødt til dig smiler,
Sæt Forstandens Nøgle i hans Siæl.
Væ den Pige, som sig overiler!
Bliv den Prøvedes, den Godes Deel.
Er han din, og stundom lønlig Smerte
Trykker hos den Elskte Sindet ned,
Da at lindre Sorgen, aabn hans Hierte
Med den gyldne Nøgle, Kiærlighed.
De, som vrantne frem paa Banen træde,
Skue, hvor de gaaer, et øde Rum;
Held dig, Hanne! I uskyldig Glæde
Har du Nøglen til Elysium.
Tode.
