Kjærlighed
(Til Louise B..., Dagen efter hendes Bryllup.)
(Til Louise B..., Dagen efter hendes Bryllup.)
I den høitideklædte Morgenrøde,
I hver Perle Dug, som skimrer ned,
I hver Urt, som dufter os imøde
Sødt fra mangefarvet Blomsterbed,
Og i gyldne Markers stolte Grøde
Aander Himlens Udstrøm: Kjærlighed;
Den ophøjer Jorden til et Eden,
Og fremtryller Himmelstand herneden.
Naar ved Moderbarm den Spæde hviler,
Luller Kjærlighed sin Kjælesang;
Og naar Ungdom, fro, sin Vej heniler,
Vogter Kjærlighed den raske Gang;
Og naar Brudefakklens Lue smiler,
Signer Kjærlighed vort Hjertes Trang,
Adler Elskovs korte Tryllerier,
Lever gjennem Venskabs Harmonier.
Naar med frejdig Hu vi fremad træde,
Smykkede af Medgangs Rosenbaand;
Naar forstandig Daad og stille Glæde
Freder om Tilfredshed i vor Aand;
O! da fryder Pagtens Himmelkjæde,
Den vi fik af Kjærlighedens Haand;
Og ved flygtig Skye vi roligt ære
Kjærlighedens Bud: at overbære.
Men om Stormen om vor Tinding suser
Medens Medgangs-Solen daler ned;
Vælter Modgang frem af aabne Sluser,
Den henriver dog ej Hjertets Fred;
Thi Den lever, som end Død ej knuser:
Himlens lyse Seraph, Kjærlighed:
See, den funkler klart i ædel Taare,
Liig en Morgendug, paa sorten Baare.
Ædle Qvinde, Du, som snart vil drage
Fra den Kreds, Du bleven var saa kjær!
Kjærlighed Din skyldfrie Gang ledsage,
Plante Glæder om Dig fjern og nær,
Lære Dig, med barnlig Tak modtage,
Hvad af Kjærlighed beskikket er!
Den Dit Liv, Din sidste Time prise!
Alt fra Gud er Kjærlighed, Louise!
Anden Pintsedags Morgen 1817.
Haste.