I den høitidsklædte Morgenrøde,
I hver Perle Dug, som flimrer ned,
I hver Urt, som dufter os imøde
Sødt fra mangefarvet Blomsterbed,
Og i gyldne Markers stolte Grøde
Under Himlens Udstrøm: Kjærlighed;
Den ophøier Jorden til et Eden
Og fremtryller Himmelland herneden.
Naar ved Moderbarm den Spæde hviler,
Luller Kjærlighed sin Kjælesang;
Og naar Ungdom, fro, sin Vei heniler,
Vogter Kjærlighed den raske Gang;
Og naar Brudefaklens Lue smiler,
Signer Kjærlighed vort Hjertes Trang,
Adler Elskovs korte Tryllerier,
Lever gjennem Venskabs Harmonier.
Naar med freidig Hu vi fremad træde,
Smykkede af Medgangs Rosenbaand;
Naar forstandig Daad og stille Glæde
Freder om Tilfredshed i vor Aand:
O, da fryder Pagtens Himmelkjæde,
Den vi fik af Kjærlighedens Haand;
Og ved flygtig Sky vi roligt ære
Kjærlighedens Bud: at overbære!
Men om Stormen om vor Tinding suser,
Medens Medgangs-Solen daler ned;
Vælter Modgang frem af aabne Sluser,
Den henriver dog ei Hjertets Fred;
Thi den lever, som end Død ei knuser:
Himlens lyse Seraph, Kjærlighed;
See, den funkler klart i ædel Taare,
Liig en Morgendug paa sorten Baare.
Ædle Qvinde, Du som snart vil drage
Fra den Kreds, Du bleven var saa kjær!
Kjærlighed Din skyldfrie Gang ledsage,
Plante Glæder om Dig fjern og nær,
Lære Dig, med barnlig Tak modtage,
Hvad af Kjærlighed beskikket er!
Den Dit Liv, Din sidste Time prise!
Alt fra Gud er Kjærlighed, Louise!