Forglem mig ei! naar Glæden dig indbyder,
og Sorg mit ømme Hjerte tærer hen;
forglem mig ei! naar bitre Taare flyder,
og Skjebnens Vold borttog din Glædesdrøm igien
og naar en Vennesværm i Smigerkunst dig hyller
og Nyhed frister dig, og ak maaskee fortryller;
saa hør, naar tyst og ømt mit Øie siger dig:
forglem ei mig!
Forglem ei mig! naar Skjebnen vred os kuer
og river os udaf hinandens Favn,
da hele Aar mit Øie dig ei skuer,
omsonst jeg søger dig og kalder paa dit Navn;
i fjernest Egn mig skjænk dog søde Øieblikke!
Og føel, at Tid og Sted indskrænker Venskab ikke;
tænk, at, hvor jeg er, mit Hjerte siger dig:
Forglem ei mig!
Forglem ei mig! naar kjøle Jord bedækker
det Hjertets Muld, som kjærligt for dig slog;
ei Jordisk Feil min Ømhed hisset svækker,
fuldkommen er jeg der, her tit jeg mig bedrog;
da lys og fri min Aand din Skytsaand glad skal blive,
og Himmel-Anelser og Trøst din Sjel indgive;
tænk det er mig, naar blidt en Stemme hvisker dig:
Forglem ei mig!