I.
Det suger og synger i Dag i mit Bryst,
det er ikke Vemod, det er ikke Lyst —
Vaagn op, mit slumrende Hjærte!
Aarene veksled med Vaar og Høst,
Tiden med Fryd og Smerte.
Et flimrende Syn for mit Øje staar,
det kommer og gaar, det kommer og gaar —
Himmelens Skyer er røde.
Hvor driver den fra, den Duft, der slaar
saa underlig stærk mig i Møde?
Der er Kløver deri og Muld fra Mark
og vege Grene med hamret Bark —
jeg hører den fjærne Fløjte.
Der flyver et Fnug henover mit Ark
mod en fri og svimlende Højde.
II.
Mit Øje har lukket sig trættet, da kommer et Syn i min Søvn fra mit Slettelands Sommer.
Jeg ser, som jeg var der, en Sommerfugl flagre blandt Snerler i Grøfter ved hegnede Agre,
ser Frøer, der skræmmes og plumper i Parken,
og Føllet, der dier sin Moder paa Marken,
ser Lynene lue i flængede Nætter og Haglene piske de hvidnede Sletter,
ser frønnede Pile, hvor Bier kan bygge,
og Lilliekonvallerne i Stubbetykke.
III.
I den regnsorte Nat
kan jeg skimte et Krat,
kan jeg skelne en Gaard,
hvor ved Ruden jeg staar.
Og det buldrende Tog
sender Dampenes Kog
fra Waggonernes Skin
imod Markerne ind.
Paa en øde Station
staar en stille Person
og venter i Læ
under Halvtagets Træ.
Et Fløjt og et Stop!
Ny Fart sættes op —
og Lyset blev slukt
bag Vinduets Fugt.
I den regnsorte Nat
kan jeg skelne et Krat,
kan jeg skimte en Gaard,
hvor ved Ruden jeg staar.
Og det hastende Tog
sender Dampenes Kog
fra Waggonernes Skin
over Markerne ind.
IV.
Nu gynger Akaciens Grene
foran mit Vindu igen.
Det er, som da ung og alene
jeg lytted i Stunder sene
efter hver en Lyd, der svandt hen.
Jeg lytted i Stunder sene,
og Timerne kom og svandt.
Der lød Trin paa Fliser og Stene —
fjærnt snurrede Nornernes Tene,
usynlig min Skæbne spandt.
Fjærnt snurrede Nornernes Tene,
jeg lytted i Angst og Ve. —
Der gaar Trin over Fliser og Stene,
nu gynger Akaciens Grene —
nu kan jeg min Skæbne se.
V.
Fra Hjemmet i Ur til Kanaan
drog en af de graa Patriarker —
Jeg valgte en Plet i mit Fædreland
med pilomsusede Marker —
hvor Rugen voksed sig høj som mig
og fyldte i Lade og Hæs —
Nu træder jeg atter min Ungdoms Vej
og sidder i Grøftens Græs.
VI.
Det stryger over det gyldne Byg
med Pust, der kommer og flyer —
Over mit Hoved Skyer af Myg,
og paa Himlen Skyer af Skyer.
De skygger det sidste Hus — der staar
med Blomster i Vindueskarmen.
Fra Marken tværs over Vejen skraar
en Mand med Bøssen i Armen.
Jeg stirrer ud, hvor Solens Skær
gløder bag Vesterskyen,
standser saa tungt og trækker mit Vejr
og vender tilbage til Byen.
VII.
Syv Svaner fløj over Østersø —
Jeg ligger ved Sønderstrands Dige,
kommer igen til den lave Ø,
min Ungdoms frodige Rige.
Det drysser med Hyld og det dufter af Hø,
hvor jeg lærte at synge og sige.
VIII.
Jeg ser det gamle svinde,
jeg under det nye vel —
der staar et Sted tre Linde
i trende Jorders Skel.
Kronerne løfter sig favre
op over det Korn, der gror,
Rug og Byg og Havre,
i trende Markers Jord.
Naar Vinteren dør, skal det vaare,
Marker skal veksle med Sæd,
Skikke skifte i Gaarde
og Gaarde Ejere med.
Men ingensinde brødes
en Skik ved det Lindeskel:
Trende Ejere mødes
aarlig, Pinsekvæld.
De vandrer ved Aftentide
hen langs duvende Sæd,
kommer fra hver sin Side,
Flasker og Glas har de med.
Glassene fyldes til Randen —
det hvisker fra Lind til Lind,
og Mændene takker hinanden
for Venne- og Nabosind,
støder saa Glassene sammen
og fylder endnu en Gang —
og det er Lindenes Gammen
at lytte til Glassenes Klang.
IX.
Det suser og det hvisler
for Øret nu mod Nat
i Byg og høje Tidsler
og gammelt Pilekrat.
Et Kreatur sig rejser
med tunge Pust og Snøft,
og Kartebollen knejser
ved Gærde og ved Grøft.
Den gamle Maane stirrer
mod Marken fra det graa,
og sagte Sindet dirrer,
og Mørket falder paa.
X.
Der pipper en Fugl paa en Grøftevold
under sommerligt syngende Pile.
Agrene bølger med rige Fold
over Markernes gulnende Mile —
Mal mig et Aks i mit Vaabenskjold
og vug min Sjæl til Hvile!
XI.
Der aandes varme Vinde
over Sommermarkerne hen —
af Frø er Sæden kommet,
til Frø skal den blive igen.
Hvert Korn paa Mark har Aner
fra Verdens ældste Tid,
og følgende gamle Vaner
svajer de hid og did.
Om gamle, gyldne Dage
de suser, som de kan,
og spaar, de kommer tilbage
i Aar til dette Land.
Og som Vind skal gaa over Vove,
vil den gaa over Korn, der gror,
mens Slægter skifter Love
og Sproget Lyd og Ord.
Jeg stirrer over Agre,
der strækker sig vide hen,
byg- og hvedefagre,
gulnende igen.
Fra ryddet Flæk i Skove
drog Sæden over Muld —
furet af Studeplove
stod Bondemarken fuld,
nærede Mand og Høved,
vandt fra Strand til Strand,
suste, hvor ene Løvet
susede før om Land.
Skovene gik til Grunde
for Save og Øksers Bid —
ikkun de tynde Lunde
minder om gammel Tid.
Atter er Straaene lange,
nu skærpes Staalet straks —
og Vinden skal gaa over Vange,
men ikke over Aks.
Men vugger Vinden Kærnen
i disse ranke Straa,
drejed den ogsaa Kværnen
bag Møllens Mure graa.
Den kan fra Lo og Lofter,
den Sæd saa haard og hel —
over de hvide Kofter
dryssed det hvide Mel,
dryssed paa Haar og Kinder,
dryssed i Bryn og Skæg,
faldt paa Drev og Vinder,
faldt paa Gulv og Væg. —
Det sner med Fnug saa hvide,
det sner med Fnug saa smaa,
som aldrig ved Vintertide
paa Marken du dem saa.
Jeg snor omkring min Finger
et spinkelt Straa i Ring —
Kornet suser og klinger
og synger om mange Ting.
Det synger om Jord, sin Moder,
der bar det i sit Skød
og gav det rige Goder
i ædel Vækst og Lød.
Det synger til Sol, sin Amme,
en tusindfoldig Tak —
det died den gyldne Flamme,
der hærdede Straa og Stak.
Det synger for Sky, sin Søster,
der steg fra samme Jord —
og driver, hvor Vinden lyster,
og lindrer, hvad der gror.
Det synger med gamle Dages
og kommende Tiders Røst —
synger som alt, der drages
igen mod Jordens Bryst.
XII.
Med Glød i blanke Ruder,
med Røg om Tag og Taarne,
med sine Træk i Hjertets
og Hjærnens Fibre skaarne,
med dovne Vandes Plasken
om lossende Skuders Ror,
med lave, modne Marker
omkring sin smalle Fjord,
mod mere friske Vinde
og grønne Bølger vendt,
i Midten af kære Steder,
hvor end mit Navn er kendt,
bag Øer og bag Holme,
der sagte sejled hen,
svandt mellem flagrende Terner
min Fødeby igen.