Som dunkle Drømme staar Huse
ved Huse Gaden lang.
Tavs og formummet i Kappe
gaar jeg forbi paa min Gang.
Domkirkeuret forkynder
med Tolvslag Midnattens Stund.
Min elskede venter med Kærtegn,
hun venter med Kys af sin Mund.
Maanen slaar Følge med mig
og lyser mig venligt frem.
Muntert raaber jeg til den,
da vi standser ved hendes Hjem:
„Fortrolige gamle deroppe!
Farvel og Tak for mig!
Lys nu for den øvrige Verden,
saa den kan finde Vej.
Og hører en ensom forelsket
du klage, se saa did,
og trøst ham, som du har trøstet
mig selv i fordums Tid.”