Mit Barn, vi var Børn derhjemme,
to Børn saa glade og smaa.
Vi krøb ind i Hønsehuset
og skjulte os under dets Straa.
Vi sad og galed derinde,
og kom der Folk forbi —
„Kykeliky“, det var Haner,
de hørte, troede de.
Vi beklædte Kasser i Gaarden
med noget Tapet, der var,
og førte Hus derinde,
et højst herskabeligt Par.
Den gamle Kat fra vor Nabos
besøgte os mangen en Gang.
Vi bukked, kniksed og sagde
Kompliment paa Kompliment.
Vi spurgte betænksomt og venligt
til dens Helbred —- hvordan det var fat,
et Spørgsmaal, vi siden har stillet
mangen anden gammel Kat.
Vi sad ogsaa tit og talte
som de gamle, jeg og du,
om den Gang vi var unge
og da alt var bedre end nu,
om at Elskov, Tro og Troskab
var væk, hvorhen man saa —
og hvor dog Kaffen var steget,
og ingenting kunde forslaa. —
Forbi er Barnelegen,
forbi ruller alt og afsted —
Pengene, Verden, Tiden,
Tro, Troskab og Kærlighed med.