Bort! — nu staaer jeg paa Kysten.....
Hurtigt — Baaden fra Land! —
Flyer for mig og min Skjæbne!
Flyer for den fredløse Mand!
Gift er Blod i min Aare,
Gift er min Sjæls Begjær;
I mine Fjed gaaer Furien —
Lokkerne vifte mig nær.
Hører! i Cederens Susen
Bæver et smerteligt Suk;
Over den bøiede Krone
Græder Himlen sin Dugg.
Høit i de flyvende Vinde
Boer Fordærvelsens Aand:
Over de synkende Slægter
Strækker han vældig sin Haand.
Skibet han hvirvler i Strømmen,
Stammen han knækker i Skov;
Menneskets Slægt, den svage,
Falder som Dødens Rov.
Spor — hvad seer jeg! — i Sandet?!
Er den usalige Bred
Til Forbandelsen stemplet
Alt af Menneske-Fjed?!
Bort! o, fører mig hisset
Over det susende Væld
Til det aldrig betraadte,
Golde, graanende Fjeld, —
Did, hvor over Granitten
Mosset betler om Jord,
Hvor sig aldrig i Stenen
Præged et Menneske-Spor!
Ha! mig synes, I græde
For den fredløse Mand!
Saa forstene sig Taaren!
I Eders Blik paa Stand!
Ei saa forsmedelig ringe
Var jeg i Jammerens Dal,
At et Menneske skulde
Medynk offre min Qval!
Troer I, at Alt mig røved
Skjæbnens blodige Harm?
See! jeg har skarpe Negle,
Kraftige Sener i Arm!
Dybt jeg mig graver i Jorden,
Fra den bedaarende Glands;
Storm skal feie fra Graven
Livets visne Krands.
Bort Cypresser og Roser,
Fattige Dødens Pragt!
Marmoret lyver — ved Gravn
Glemsel kun boer og Foragt!
Løgn er Smiilet og Taaren;
Løgn er Venskabets Røst;
Løgn er Kjærligheds-Tanken
Dybt i et Menneske-Bryst.
Løgn er Haab og Fortrøstning;
Løgn er Lyksaligheds Drøm;
Løgn er hver glindsende Boble
Henover Livets Strøm.
Saae Du Andet end Falskhed,
Evige Flamme hist,
Du, som til Jordens Gomorrha
Sænker Din hellige Gnist:
Aldrig stige mod Lyset
Frigjort, salig min Aand
Frem af den Grav, jeg huler
Her med min knoklede Haand!