Frantz Johannes Hansen (1810–52)

Hansen, Frantz Johannes, 1810–52, Forfatter. F. 4. Sept. 181 o i Kbh. (Frue), d. 14. Marts 1852 sst. (Fred. Hosp.), begr. sst. (Ass.). Forældre: Brygger, Kaptajn ved det borgerlige Artilleri Jørgen H. (1783–1867, gift 2° 1841 med Olivia Lind, 1805–1901) og Severine Agger (1773–1838, gift 1° med Møller). Ugift.

Allerede i sit sidste Skoleaar i Metropolitanskolen fik H. trykt en Række anonyme humoristiske Digte i det af Faderen udgivne Borgerblad »Patrouillen« (1827–29)- 1828 blev han Student; sammen med sin Klassekammerat A. L. Arnesen og H. C. Andersen regnedes han mellem Aargangens »fire store Poeter«. Endnu i Rusaaret udgav han et poetisk Kvartalskrift »Læsning for den fine Verden« (1829–30), hvoraf kun to Hæfter (med et Aars Mellemrum) udkom, og som han selv skrev største Parten af; blandt de øvrige Bidragydere var H. C. Andersen. Det indbragte ham Øgenavnet »Fine Hansen«, der er husket, efter at hans Forfatterskab for længst er glemt. 1829 tog han 2. Eksamen, blev 1834 cand. jur., 1838 Volontær i Danske Kancelli, 1842 Kancellist sst., 1848 i Justitsministeriet. Han fik Ansættelse i Kancelliets Arkivkontor, avancerede trods en god Eksamen ikke og synes nærmest at have betragtet Embedsgerningen som en Plage. Som Student og ung Kandidat hørte han til Weyses Kreds, hvor han i lige Grad var berømt for sit muntre Lune og sin formidable Appetit; han var meget musikalsk og har efterladt sig et Hæfte Sange og nogle Danse for Klaver, som vidner om gode musikteoretiske Kundskaber. Forud for Kancellitiden ligger hans to Digtsamlinger (1832 og 1836) samt »Romantiske Digtninger« (1839); 1841–44 udsendte han to Bind »Humoristiske Noveller« under Pseudonymet Torkel Trane, Licentiat; thi Stemann og Ørsted var — efter hans Faders Ord til Ingemann — »ikkun svage Yndere af Poesi«, endsige da af Poeter i Kancelliet. Talrige Digte findes spredt i Nytaarsgaver, Tidsskrifter og Aviser. Det kgl. Teater opførte fire mindre Arbejder af ham, hvoraf kun det posthume Lystspil »En lille Hemmelighed« (opført 1856) havde nogenlunde Sceneheld. Tiltagende legemlig Skrøbelighed og Mismod formørkede hans sidste Leveaar, men han skrev dog til det sidste, efterlod sig bl. a. en ufuldendt Versnovelle »Anna« i Paludan-Müllers Manér og et to-Akts Lystspil »En Valgkandidat«. — Digtene røber stor versifikatorisk Færdighed, men savner ganske Originalitet og Substans; H. begynder som Elev af Baggesen, imiterer senere Oehlenschläger, Poul Møller og Chr. Winther, Byron og Tegnér og ender med at kopiere Paludan-Müller. Men hans Stil er usikker, hans Romantisme med dens Korsarer og Arabere er kun en orientalsk Maskerade; der staar ingen selvstændig Personlighed bag Værkerne. Bedre — trods Handlingens Urimelighed — er den pikareske Roman »Let Sind og Letsind« (»Humoristiske Noveller«, II), der er fortalt med godt Humør og indeholder et Par veltrufne Bohemetyper. — H. var et vennesælt, elskværdigt og beskedent Menneske, men han manglede Energi og Fremdrift, og Konflikten mellem Digterdrømmene og Kancelliprosaen gjorde ham gammel før Tiden.