Det lysner paa de havomkyste Strande;
Af varme Bølgers Morgenbad,
I Slør af gyldne Skyers Rad,
Gaaer Solen frem med løftet Pande,
Mens Perler glimre paa de mørke Vande.
Dugdraaben zittrer paa det friske Blad,
En kølig Vind i Løvet bæver,
Fuglen i Reden sagtelig sig hæver,
Hvor Bladekronen skilles ad,
Og ryster Vingen, før den opad svæver.
O, Væld af Straaler! Lys af Gud,
Som over Verden strømmer ud,
Hans rige Gjerning at bestraale!
Hvert Blomster, smykket som en Brud,
I Dagens unge Rosenlue
Sig hæver tillidsfuldt og tyst
Imod den lyse, mildt udspændte Bue.....
Men see! hvad stiger paa den klare Kyst?
O, fagre Syn! de rige Lokker vinde
Sig trindt om Barmen gyldenlyst;
Det hvidsker midt i Skovens Læ derinde:
„En deilig Qvinde!“
Hvorfra? hvo kjender hendes Fødestavn?
Dog er hun kjendt: imod den Huldes Favn
Sig bøier Allt — og hvert et Savn
Og hver en Skygge maa forsvinde,
Thi Glæde — Glæde, det er hendes Navn!
Naturen tier — Allt er Øie:
Solsmilet spiller over Dal og Høie;
Beruust er Blomsten af sin egen Duft, —
Og Vinden standser i den lune Luft ....
Kun gjennem Palmers høie Kroner
Et mildt, et dæmpet Hosanna toner.
Men fremad i den klare Sol
Med lette Fjed hun svæver;
Paa Veien Rose med Viol
Et Blomstertæppe væver.
Om hende knoppes Busk og Træ, —
Og Bækkens Øie blinker,
Mens Lunden til sit Foraarslæ
Den fagre Jomfru vinker.
Foran, som Blomster, løst fra Jord,
Paa flaggerlette Vinger
De muntre Sommerfugles Chor
Sig gjennem Luften svinger.
Paa Mark, i kløvergrønne Vang,
Om Lundens dunkle Stier,
Opvaagne rundt paa hendes Gang
De søde Melodier.
Og hvo, der møder hendes Blik,
Det lyse, gudbesjælte,
Fast ønsker, ved den Luedrik
Sin Levestund han dvælte.
Sig Ung og Gammel trænger nær,
Om det sig kunde føie,
Den Jomfru lilliereen og skjær
Til Kjærlighed at bøie.
Men fri og freidig, uberørt
Af elskovsvarme Blikke,
Hun gaaer, usynligt fremad ført,
Og Foden trættes ikke.
Det søde Smiil om hendes Mund
Hun vil med Alle dele;
Men Ingen fik i lønlig Stund
Af Fryd beruust det hele.
Dog sagtelig og ubevidst
Sig Jomfrubarmen hæver:
Et flygtigt Suk med stakket Frist
Om Læbens Rose bæver.
Da følger Vemods lette Spor,
I Øiets Glands tilstede,
At uden Savn er ei paa Jord
Den himmelsendte Glæde.
Og af Længsel dreven, fast urolig,
Som en Røst, en kaldende, fortrolig,
Suse hører hun det fjerne Væld.
Bort fra Livets Sværm og muntre Toner
Gaaer hun did, hvor Eensomheden throner
Dybt i Skyggen af det mørke Fjeld.
Frem af Nattens Grube, dyb og dunkel,
Tindrer alt den lysende Karfunkel,
Glands-Juveel paa Evighedens Grund.
Nattens Høitid løfter hendes Tanke, —
Og hun føler mildt sit Hjerte banke
I Naturens tause Hyldestund.
See! da skuer hun paa Fjeldets Side,
Over Strømmens Væld, det stærke, stride,
Som en Drøm en fager Yngling staae.
Mørket ruger paa den stolte Pande;
Mod de skumindslørte, dybe Vande
Sænker han sit Øies dunkle Blaa.
Og de mødes, Blik og Tanke mødes;
Tvende Hjerter mildt igjennemglødes
Af en Lyst saa brændende, saa varm,
Ordet fast paa Læben gaaer i Glemme;
Da han taler, ved hans Alvorstemme
Dæmper sig de vilde Bølgers Larm.
„Hvo er Du, som den Forladte gjæster,
„Hulde Mø, som Livets Glands og Fester
„Bytted bort for Eensomhedens Bo?“ —
„Glæde rundt mig Jordens Slægter nævne;
„Ene dog jeg var i Gladens Stævne:
„Her mig tykkes først, at vi er To!
„Yngling — hvo er Du? mig Alt Du sige!“ —
„Sorg jeg kaldes af de Dødelige:
„Løftet imod mig er Alles Haand.
„Støvets Søn, hvis Hjertet Jord tilhører,
„Aner ei, at jeg fra Jorden fører
„Seirende mod Evighed hans Aand.“
„Ak! jeg dvæler, hvor Din Stjerne blinker!
„Evighedens Fryd, o Sorg! mig vinker
„I Dit Øies dybe, dunkle Blaa!“ —
„Hulde Mø! og mig Dit Smiil forjætter,
„At som Brudgom jeg paa Jordens Sletter
„Evigt ved Din Side vandre maa!“
Dem Pagtens Aander mod hinanden drage:
Hver fængsles i en kjærlig Favn, —
Hver nævner ømt den Andens Navn,
Og vender drømmende sit Fjed tilbage.
Da klinge Harpetoner — Vindens Klage
Døer hen, og Bølgen vugger sig i Lyst;
Men frem af Nattens Hvælving gaaer en Røst:
„Ja! Eders Pagt er Herr’n kjær, I Tvende!
„Forente gjennem Livet, Vaar og Høst
„I vandre skal til alle Dages Ende!“