Naar Vintren sner paa dine sorte Haar,
og Aldrens Frost har bidt din Skønhed nær,
naar Mørket om din Dag sin Skygge slaar,
og alt er visnet, hvad vi havde kær, —
Saa tag det Billed, som jeg her dig rækker,
malt af en Pensel, der sin Kunst forstaar:
se her den Glans, Naturen om dig lægger;
læs her dig selv og mine bitre Kaar.
Maaske det bliver, som et varigt Minde,
hvor Efterslægten kan dit Aasyn møde;
og disse Farver ikke helt vil svinde,
maaske de bliver, naar vi to er døde.
Ifald de bliver, dér dit Liv skal ligge;
og de skal blive: altsaa dør du ikke.