Danmark! deiligst Vang og Vænge,
Lukt med Bölgen blaa,
Hvor de faure Havfrusenge
Smult som Vugger gaae,
Hvor, naar Sol opstaaer af Vove,
Vi faae Guld og grönne Skove!
Dig ombölge Sang af Brage
Som i gamle Dage!
Danmark! Perlen iblandt Kvinder,
Fostermoder söd!
Tusind Krandse af Kjærminder
Hvile i dit Skjöd;
Dine gule Lokker graane,
Lad dem om din Isse blaane!
Magelöst da, som din Lykke,
Er dit Hovedsmykke.
Danmark med det rige Hjerte,
Med den klare Röst
Til at tolke Fryd og Smerte,
Tone Haab og Tröst!
Med vort Modersmaal det söde,
Munterhed staae op af Döde,
Lære os at rime sammen
Alvor ret med Gammen!
Danmark med den jevne Tale
Og det stille Sind!
Lad i Hytter og i Sale
Lyset strömme ind,
Saa vi stile, saa vi stævne,
Efter Art og efter Evne!
Med det Stive os forpiner
Tydsker og Latiner.
Danmark med det lyse Belte
Frit om Blomsterliv!
Flet igjen til ædle Helte
Vugger smaa af Siv!
Djærve, milde, skal de feire
Uden Blod dit Hjertes Seire,
Frihed mellem Belt og Sunde,
Som for Fugl i Lunde!
N. F. S. Grundtvig.
