Bøgen og Roserne(Den 4de April 1837.)I Skoven stod en Bøg med sin vajende Busk,da gik der gjennem Skoven så umild en Rusk;for Sormenes Hvin sin Løvværk så finden misted.Og Stormen kom igjen med så våldsomt et Kast,og alle de små Kvister afbrødes i Hast;i Vinterens Kuld til islagte Muldde hvirvled.Og Stormen kom vel atter den tredie Gangog tog i Bøgens Grene så bistert et Fang;de splittedes ad; hos Kvist og hos Bladnedfaldt de.Og Stormen blev ej ude, men den fjærde Gang den kom;at bryde Bøgens Fæste var dens Tanke så from;som Lynet den slog, som Ælven den drog,den vrede.Men tæt om Bøgens Stamme stod et yndigt Rosenflor:ti spildt var Stormens Stød og dens Våldsomhed stor;de Roser sig slang med inderlig Trangom Bøgen; —De værned om dens Sider, og de skjulede dens Rod.de skærmed den så mildt, og utrættet de stod;ved Rosernes Flid vandt Bøgen sin Strid,den hårde.Ti være evig priset det hulde Rosenflor,hvis Ynde er så dejlig, hvis Magt er så stor,hvis Trofasthed god mod Stormene stodmed Frelse!Jeg haver jo vel sjunget om Bøg og Roselil; —dog var det ikke dem, som min Tanke stod til; —Dans Døtre! ved jer i Striden kun eros Vinding!Frederik Barfod.