Til min Søster(Den 11te Mars 1838.)Det er i Våren, alle Kræfter gære:om Jordens Barm sig løsner Isens Bælte,Solstrålerne, med Ild som Ynglinghelte,mod Is og Sne de gyldne Våben bære;og Skovens Knopper blive mere svære;— det bugner alt, hvor Somren sine Tælteskal hvælve, og hvor Nattergalen smælteskal Sjælen, og sin Vemodsfryd den lære!— Du elskelige Søster! måtte Vårenmit Ord bevinge med de varme Flammer!da skulde let det gjennem Glædestårenalt på din Fødselsmorgen til dit Kammersig svinge, — om hvert Håb, som Vår vil føde,det skulde dig med kække Sange møde!Jeg elsker dig! — Det sagde dig mit Öje,så tit det henrykt dvæled ved din Ynde,og når en Sang jeg måtte da begynde,det samme sagde Sangen dig da nöje.Jeg elsker dig! — Mit Håndtryk uden Möjeforstod du; — og har raske Østenvindeen glad begejstret Hilsen ingensindedig bragt fra Sællands bøgekranste Höje?Jeg elsker dig! — og hvert et Håb, som Vårendig knopper, bringer også Glædestårentil sødt at svulme hos din Ven, du kære!— På Bönnens Vinger har dit Håb sig svunget,din Takkehymne har for ham det sjunget,hvis Magt er evig, som hans Pris og Ære!Se derfor, Søster, kan med hellig Glædejeg på din årle Fødselsmorgen atterdig hilse, — kan med Fryd, som næppe fatterjeg selv, frem for dit elskte Åsyn træde;ti han, den evige Fader, hvis Höjsædedet store Verdensalt er, han omfattermed Faderkærlighed sin fromme Datter,er med sin Almagt tæt hos dig tilstede!Han gör, at Knoppen, når i Morgnens Stilleden dugbesprængt sig åbner, yndig smilersom Rosen, eller som de små Avrikler;han vil med Fader-Miskund også ville,at Forårshåbet, som så yndig hvilernu ved din Barm, til Blomst sig smukt udvikler.Så være denne da min Festdagsgave,den Bön, som over Jordelivets Möjesig kærlig svinger til den evighöjefor hvert et Håb, som knoppes i den Have!Ej kan i Dag jeg selv dig Hånden række,ej trykke Broderkysset på din Læbe; —forgæves med min Hånd vil Foden stræbe;ti höje Bølger mellem os sig strække;men, hvad ej Bølgens mörke Vælde fængsler,— min Tankes og mit varme Hjærtes Længsler, —det hilser dig ved Morgen-Aftenrøde; —og, når som Blomster Vårens Knopper gløde,vi fejre — samlede? — med Sommerglædeen Fest, for hvad nu knap Småfugle kvæde.Frederik Barfod.