Sarpsborg(Gjenoprettet af Storthinget 1839.)Sankt Olaf drog op ad den rivende Flod,Og kasted sit Anker og satte sin Fod,Hvor Sarpen i Dalene falder:“Her ville vi reise ved Elven en BorgTil Ære for Ham, som tog Verdeners Sorg,Til Ly for den seneste Alder”.De Bjælker alt lægges, de Taarne opstaae,De Klokker til Ottesang blidelig gaaeI Sarpsborg i Norriges Rige.Kong Olaf udbreder sin signende Favn:“For Norriges Ære du vorde en Havn,Med den skal du synke og stige.”Og gjennem de vældige Tider den steeg,Dens gyldene Spiir over Hildurs LeegSaae blankt paa de Kjæmpendes Skjolde.De fromme Munke i Kirkerne sang,De Ridderes Sporer i Borggaarden klang,Og Barnet sov trygt inden Volde.Men endelig fyldte sig Skjæbnens Dom —Og Dorskhed over den Stærke kom,Og Skjændsel over den Brave;Sankt Olaf vendte sit Aasyn bort,Og Natten lagde sig tung og sortPaa Norges drömmende Grave.Og Sarpsborg sörged ved Glommens Bred —Da Frihedens Banner var sjunket ned,Da vilde den længer ei leve.Den svandt af Jorden. Og hvor den stodEi mindste Levning sig finde lodFra alle de Slægter gjæve.Thi Norge eier ingen Ruin,Ei smuldrende Taarne, som hist ved Rhin,Om Oldtids Bedrifter tale.Dog glemmes de ikke. De hvile i Luft,De aande fra Granens hjemlige Duft,Og i de veemodige Dale.Men Sarpsborg blev ikke heller glemt:Thi Fossen havde sin Harpe stemtOg sang i de lange Nætter,Om Livet, som fordum sig rörte her,Om Haabet, som drömmer om Morgnens Skjær,Om Savnet, som aldrig forgjætter.Og Christ været lovet! den Morgen opstod,Dens Ottesang klinger nu fuld og godFra Friheds herlige Psalter —Lad nu Sankt Olaf paa Landet see ned!Vi have ei nödig at rödme derved —Vi have gjenreist hans Alter.Og Bjælkerne lægges, og Taarne opstaae,Og Klokkerne atter skal blidelig gaaeI Sarpsborg ved Bredden af Glommen.Sankt Olafs Stad! vær Du os et Pant!Thi Norges Ære med Dig sig forbandt.Med den er Du svunden og kommen!A. Munch.