Konge-Haand og Folke-Stemme,
Begge stærke, begge fri,
De har havt i Danmark hjemme
Mange hundred Aar för vi;
Trods al Bröst, al Frygt og Fare,
Gid de vinde maa og vare,
Skabe i et Gyldenaar
Gamle Danmark gode Kaar!
Odin, Kongen i Valhalle,
Skjöndt for kjær ad Lykkespil,
Holdt dog Thing med Aser alle
Under Asken Ygdrasil;
Ei et Haar paa Thor han krummed,
Ihvor lydt endog han brummed,
Taalde, ihvorvidt det gik,
Immer Lokes Naalestik.
Kongens Haand engang var bundet,
Folkets Stemme löd omsonst,
Men i Danmark blev opfundet
Kjærlighedens skjönne Konst:
Hvad der vilde Livet binde
Brast for den, som Traad og Tvinde;
Skifteviis hinanden godt
Löst med den har Folk og Drot!
Folket löste Fredriks Lænke,
Fri som hans blev ingen Haand;
Fredrik, som Man vel kan tænke,
Folket skar for Tungebaand.
Kongehaand og Folkestemme!
Lad det aldrig gaae ad Glemme!
Eders Frihed kom med Fred,
Löst er I af Kjærlighed.
Derfor, Danmark! ei du ligne
Andre Riger trindt paa Jord!
Himlen dem ei kan velsigne
Som den lille Plet i Nord,
Hvor som Ungdoms-Venner vandre
Magt og Mildhed med hverandre,
Hvor vi troer, hvad Alle veed:
Almagts Liv er Kjærlighed!
N. F. S. Grundtvig.
