Lysvaagen i Drømme,
Jeg færdedes sært,
Hvad Daarer end dømme,
Er Mindet mig kjært,
Ei giver det Størke,
Men dæmper dog Frygt,
Om Dagen, i Mørke,
At drømme saa trygt,
Og Morgen-Drøms Minder,
Naar Dagen oprinder,
Til Sol-Blommer vorde paa Stand!
Jeg følde, skjøndt Staven
Slet ikke var brudt,
Mig dog som til Graven
Fra Kirken nedskudt;
Jeg vandred i Aanden
Med Fædrene vel,
Men til dem, ved Haanden,
At hente fra Hel,
Fra Glemselens Mørke,
Dertil vilde Størke,
Dertil maatte Kjærligheds-Mod!
Paa Asers Guld-Terning
Jeg læste i Tal,
Den Kjærligheds-Gjerning
Var blevet mit Kald,
Jeg maatte og finde
Mit Bjarkemaals-Ord,
Med Fædrenes Minde,
Laae dybt under Jord,
Jeg maatte, jeg vilde,
Og kunde dog ilde
Med Staven nedstige til Hel!
Paa Asernes Side,
Let nemmes det kan,
Med Hermod at ride,
Til Skyggernes Land;
Men Stene maa klage,
Med Fugle i Chor,
Om Balder tilbage
Skal komme i Nord,
Og Asernes Lykke
Er Skin kun og Skygge,
Naar Breidablik kun er en Skye!
Hvad Daner kun lære,
Det kalder jeg Held,
Med Kvinden hin kjære,
Som Hading i Kveld,
Det Dyb at besøge,
I mindelig Tro,
Hvor blaa mellem Bøge,
Kjærminderne groe,
Hvor Habor og Signe
I Kjærlighed ligne
Hinanden endnu, som paa Jord!
Den Lykke at prise,
For Frænder i Nord,
Med Staven at vise
Paa Skat under Jord;
For Spotten at døve
Med Dannemarks Guld,
At vise en Prøve,
Opgravet af Muld,
Det kalder jeg Glæde,
Det er, som at kvæde
Om Kampen, naar Dragen er død!
Ja, du, som har sjunget
Om Guld under Jord,
Og Sagnet udtunget
Som Hjertet i Nord;
Vist Eet er, at stjæle,
Mens Røveren sov,
Et Andet, at kvæle
Ham, over hans Rov;
At stjæle med Læmpe,
Men ikke at kæmpe,
Mig lærde din Guldmager-Sang!
Ei Mage til Glæde
Der findes, saa sød,
Som den at omkvæde
Sin udstandne Død,
Den Glæde jeg kjender,
Og priser Ham glad,
Som styrer og vender
Al Klage til Kvad,
Naar blot ei paa Skygge
Man Haabet vil bygge,
Men kun paa Hans Aand og Hans Ord!
Dog, Glimt er vor Størke,
Og Blus kun vort Mod,
Naar Dragen i Mørke
Vil drikke vort Blod,
Sig krymper for Døden,
Som Ormen, vort Støv,
Og glemmer i Nøden,
At synkende Løv
Skal Vaar laane Vinger,
Saa gjenfødt det springer
Fra Roden paa Grenene ud!
Jeg tænkde, naar Øie
Paa Blusset man fik,
Som stiger fra Høie,
For Vogterens Blik,
Da vidned med Størke
Det blinkende Guld,
At Andet end Mørke
Der laae under Muld,
Da torde vel Aanden
Opstaae efterhaanden,
Som Herren opstod af sin Grav!
Jeg tænkde, hvis Lykke
Jeg fik til den Id,
Om Fædrenes Skygge
At vise med Flid,
Det var ei at nægte,
Den havde en Haand,
Og Haanden var ægte
Som dannet af Aand,
Da maatte man bøie,
Paa Fædrenes Høie,
For Herren de stivnede Knæ!
Da lød over Vange
En underlig Røst,
Som Dødninge-Sange,
Til Døendes Trøst,
Som Gjenlyd af Skjolde,
Der smile ad Sværd,
Af grundfaste Volde
I Blide-Kast-Færd;
Men kun for Lydhøre,
Som Hjertet gav Øre
For Fædrenes hviskende Aand!
For disse kun blæste
Da Bølgernes Søn,
Og de sig kun læste
Til Guldet i Løn;
For Mængden i Vange
Var Volden kun Støv,
Og Dødninge-Sange
Kun Vind-Pust i Løv,
Var Dannevirks-Tale
Om Thyra i Dvale,
Var Høienes Blaa-Mai kun Tant!
De Røster, vi hørde,
De Buer, vi saae,
De Straaler, os rørde,
Som Bølger mon gaae,
Som lysende Strømme,
Som bølgende Lyn,
Det var ikke Drømme,
Dog natlige Syn,
Som Nord-Lys, fuldsvare
Sig ret at forklare,
Ja Nord-Lys i Ord og i Aand!
Poetiske Gaader,
Og varslende Blus,
Dem Verden kun skaader,
Som Haler af Hus,
Som Taage-Cometer,
Og Luft-Syn til Stads,
Vi var dog Propheter
Om Andet end Fjas,
Der saa kunde rime,
At hver i sin Time
Høirøstet, som Vækkere slog!
Ja, hører mig, Brødre,
I Skjoldunge-Land,
Hvis Ammer og Mødre
Var Døttre af Dan,
Hvis Hamre har hødet,
Og tonet med Klang,
Hvis Kinder har glødet,
Som mine, engang,
Hvis Sange maae gjemmes,
Om end de forglemmes
En Time i Skyggernes Land!
Lad Verden kun tænke,
Vi Intet betød,
Og Bøgerne bænke
I Glemselens Skjød!
Lad synes, som Mørke
blev Stagernes Løn!
Lad, synes, som Mørke
Blev Lysningens Søn,
Som om, efterhaanden,
Ved Lyset, for Aanden
Man blindere, døvere blev!
Det er dog kun Skyer,
Som skygge en Stund,
Til Morgenen gryer
Fra Lys-Havets Grund;
Naar Hanen da galer,
Mens Vingerne slaae,
Naar Dag-Moder taler
Med Bølgerne blaa,
Da springer af Vuggen,
Hvad Lyset og Duggen
Har underlig virket i Løn!
Saa trøsted i Vange
Jeg sørgende Faa,
Og vilde med Sange
Dem Tiden forslaae,
Dog Sange om Sange,
Og Drømme om Dag,
Let vorde for lange,
Som Viser om Slag,
Jo meer jeg fremførde
Des mindre man hørde,
Jeg talde tilsidst med mig selv!
Jeg maatte da føie
Vor Moder og døe,
Jeg maatte da pløie
Den Dødninge-Søe,
Jeg maatte beskride
De døde Mænds Sti,
Jeg maatte mig stride
Al Brammen forbi,
Ja, stage mig over
De sorteblaa Vover,
Og brydes med Skygger paa Val!
Til Latter for Dværge,
Jeg maatte, med Flid,
Gaae nedenom Bjerge,
Hvor Bunden var sid;
Paa Trods mod Naturen,
Til Gavn for de Smaa,
Jeg maatte ved Muren
Som hovedløs staae,
Mens Hoved fra Hærde
Fløi lukt over Gjærde,
Thi selv gik for Hane jeg her!
Det nemt er at smile
Ad sprænglærde Smaa,
Som ikkun paa Stile
At file forstaae,
Som end ei kan fatte:
Naar knudrede Green
Man saa vilde glatte,
Som Tømmer og Steen,
gik Livet i Løbet,
Og Marven i Kjøbet,
Gik Baaden i Arbeide-Løn!
Ja, hvem maa ei smile
Ad sprænglærde Smaa,
Som ikkun paa Stile
At file forstaae,
Og kan ikke tale
Med Fynd eller Klem,
Til Thyra i Dvale,
Om Dannemænds Hjem,
Og veed ei, at Grunden
Til Skrift er i Munden,
Men seer den i Vildgaase-Fjer!
Ja, vist maa man smile
Ad sprænglærde Smaa,
Som ikkun paa Stile
At file forstaae,
Og veed ei, at Tunge
Maa gjøres til Pen,
Om Pennen skal sjunge
Og tale igjen,
Ja, lægge de Unge
Det Gamle paa Tunge,
Som bort med Vild-Gjæssene fløi!
Ad Blæst kan man smile,
Naar først med sin Stavn,
Til Ankers, til Hvile,
Man ligger i Havn,
Men ei, mens man pløier
Det vildende Hav,
Og døende krøier
I Fædrenes Grav,
Da nødes man næsten
Til Pust imod Blæsten,
Skjøndt Veiret man taber derved!
Saa tabde jeg Aande,
Og Tiden dernæst,
Og vandt mig kun Vaande,
I Kampen mod Blæst,
Bortødslet de Kræfter
Paa Vindbøsse-Konst,
Jeg sukkede efter
Omsider, omsonst,
I Niffelhjems-Taagen,
I Bøgelunds-Krogen,
Ved Muren, i Skjærs-Ildens Kval!
Dog bort med al Klage!
Ham love min Sang,
Som, stærk i de Svage,
Opfylder vor Trang,
Og styrer saa trolig,
De Smaafolk til Gavn,
Der elske Hans Bolig,
Og ære Hans Navn,
Ja, løser i Naade
Til Glæde vor Gaade,
Om end vi indvikled den selv!
Den Finger, som rørde
Ved Lyset i Kveld,
Mig underlig førde
Lysvaagen til Hel;
Kom Taage for Øie,
Det Fingeren gneed,
Saa Lys fra det Høie
Til Dybet sig streed,
Forunderlig størket,
Den drog gjennem Mørket
Til Maalet en Stribe af Lys!
Ja Hoved fra Hærde
Den læmpelig skar,
Og streed over Gjærde,
Hvor Røsten er klar,
Hvor Harper og Skjolde,
Hvor Lure og Sværd,
Kun Tonen beholde,
Som Hjertet var kjær,
Hvor Skyggerne tale
Om Thyra i Dvale,
Kjærminder om Livet i Løn!