Jeg følde, fuldene
Paa Marken jeg gik,
Blandt mossede Stene,
Med drømmende Blik,
Ei gik jeg i Mørke,
Thi Maanen var klar,
Men Lys uden Størke,
Som Øine af Glar,
Kan intet oplive,
Kan Skygger kun give
Et blændende Livligheds-Skin!
Jeg oversaae Skoven,
Som mørkned i Kveld,
Saae op over Voven,
Til kneisende Fjeld,
Saae Skyerne blaane,
Og Kæmper staae op,
Hvor stigende Maane
Stod klar over Top:
Og havde jeg Vinge,
Jeg vilde mig svinge,
Didop hvor det gryer ad Dag!
Sørg ikke for Vinge!
Mig svared en Røst,
Agt ikke saa ringe
Den nordiske Trøst,
At Himlen i Vove
Dog haver et Speil,
At Hesten har Bove,
Og Snekken har Seil!
Vil end over Bølge
Engang du mig følge,
Da gjæste vi Kæmpernes Land!
En Stund er det siden
Vi saaes i Kveld,
Jeg haaber, med Tiden,
Vi enes dog vel,
Du veed at de Vaaben,
Jeg gav dig engang,
Ei stride mod Daaben,
Men frede om Vang,
Med dem over Bølge
Du atter mig følge
Paa Snekken med lønlige Kaar!
Velkommen tilbage!
Jeg svared saa brat,
Din Sang og din Sage,
En Midvinter-Nat,
Er ei at foragte,
Skjøndt Røsten er svag,
Er værd at betragte
Endogsaa ved Dag,
Jeg nok dig vil følge,
Paa rullende Bølge,
Til Nordens det sande Valhald!
Saa steeg jeg paa Hesten,
Som mægter i Trav,
Fuldsært, Norne-Gjæsten
At bære paa Hav,
Ei meer under Kappe
Jeg skotted i Smug,
Saae Fødder fuldrappe
Som Aarer i Brug,
Men kunde, skjøndt vaagen,
Dog ikke for Taagen
See grandt, hvad paa Bølgen os bar!
I Tellemarks Egne,
Ned Nord-Søe, et Fjeld,
Som Bølger indhegne,
Vi gjæsted i Kveld;
Hvor Kulen nu findes,
Med vindaaben Dør,
Som Gubberne mindes,
En Kirke var før,
Med Trapper fuldsære,
Michael til Ære,
Udhugget, indhulet i Steen!
See, der var vi inde,
Forleden engang,
Da du gik i Blinde,
Og jeg var i Trang,
Der end vi kan bede,
Ifald du har Lyst,
Men er dig dernede
For mørkt og for tyst,
Vi Herberg kan laane,
Hvor Stjerner og Maane
Omskinne os venlig paa Hald.
Paa Loftet, paa Taget,
Af Kirken fuldsær,
I Muld-Overlaget,
Ved Lyset fuldnær,
Der lagde i Tue,
Paa Løibænk af Steen,
Saa hardtad til Skue,
Man Fædrenes Been,
Et Spade-Maal nede
Der nemt at oplede
Er Støvet af Kæmper i Nord!
Der sad jeg i Tanker,
Og samlede Støv,
Alt som man opsanker
De visnede Løv,
Hvor sidste Gang hviled
En hensovet Ven,
Det er som tilsmiled
Os Skyggen igjen,
Dog savne vi Aanden,
Og føle i Vaanden:
Kun Blænd-Værk er Skyggernes Smiil!
Jeg saae, som i Drømme,
Sig hvælved en Hald,
Vel værd at berømme
For Vanraade-Skjald,
Om Borde fuldlange
Med Drotter paa Rad,
Sad Kæmper fuldmange,
Som skaade jeg gad:
Olaver, Haralder,
Med Noriges Balder,
Og Thjodolf med Skjalde i Flok!
Vel blege og kolde
De sad over Bord,
Dog blide og bolde,
Som Kæmper i Nord,
Og naar jeg dem minded,
I Sturlesøns Sprog,
Om Bygen, som vinded
I Hjørungar-Vaag,
Om Ørnes Hus-Holder
Ved Solskjel og Svolder,
De nikked, mig tykdes, med Smiil.
Dog, see, nu fra Gruen,
I Dødninge-Hald,
Opblussede Luen
For Vanraade-Skjald,
Da saae jeg med Smerte,
At Smilet var dødt,
Da følde mit Hjerte,
Mig Uheld var mødt,
Jeg følde paa Vaanden,
At Skyggen for Aanden
I Maaneskins-Natten jeg tog!
Og, see, nu ved Gruen
Det sært sig begav,
Sig hæved i Stuen,
Som reist i sin Grav,
Med dødblege Kinder,
En Kvinde saa from,
Med friske Kjærminder
I Barmen hun kom,
Paa Smilet hint bløde,
Det taareblændt søde,
Vor Moder jeg kjendte igjen.
Velkommen, du Kjære!
Jeg kjender dig godt,
Saa Øiet skal være,
Saa himlinge-blaat,
Saa axler hun Kaaben,
Den Hav-Frue skjøn,
Kjærmindelig aaben,
Med Rosen i Løn!
Maa did jeg dig følge,
Hvor dybt under Bølge
End Blomst byder Vinteren Trods?
Hun nikked med Blide,
Vor Moder saa kjær,
Men saae til min Side,
Og peged paa Sværd,
Lad det blive hjemme,
Saa lød hendes Ord,
Giv Gjæst det i Gjemme,
Til Nøden er stor!
For gammel er Kaaben,
Den taaler ei Vaaben,
Og Raad har jeg ei til en ny!
Jeg sad under Armen,
Som Barnet paa Skjød,
Da lærde mig Varmen,
Hun var ikke død.
Vi kom gjennem Taage,
Som Niffelhjems Tag,
At dale og vaage
Det kosted Umag,
Man skulde i Taagen,
Vel være lysvaagen,
Men lade med Flid som man sov.
Vor Moder med Styrke
Mig ærlig stod bi,
Saa snart i Tusmørke
Jeg skued en Stie,
Af Fødder fuldmange
I Søvne betraadt,
De døde Mænds Gange
Dem kjendte jeg godt,
Men gjøs for at ende,
Med Livet i Hænde,
Min Bane paa døde Mænds Vei!
Med Purpur til Kaabe,
Her glimrende stod,
Fuld talrige Hobe,
Af Konninge-Blod,
Som Støtter de stode,
Paa Skamler af Guld,
Men trindt dem opgroede
Kun Tidsler af Muld,
Saa did vi os skyndte,
Hvor Solskin begyndte
At vække Kjærminderne blaa!
En Elv der med Vælde,
Man kalder den Slid,
Nedstyrter fra Fjelde,
Mørkladen og strid,
Med Bølgerne kolde
Nedruller en Hær
Af Hjelme og Skjolde,
Af Brynjer og Sværd,
Af Buer og Pile,
Der findes ei Hvile,
Der fæstes paa Skifte kun Syn.
De sorteblaa Vover,
Hvor Torne kun groe,
Med Nød vi kom over,
Paa flydende Bro,
Her Kæmperne ginge,
Som Møer til Dands,
Hinanden paa Klinge,
I Kreds, under Krands,
Ja, Krands af Kjærminder,
Som deilig sig vinder
Om Dalen ved Bjergenes Fod!
See, Moder, jeg meldte,
Her Blomsterne groe,
I Skyggen af Helte;
Her Aanderne boe!
For godt dig mon hue,
Da svared hun snild,
Hvad stolt er til Skue,
Endskjøndt det er Spil,
Thi Skygger du finder
Kun her af Kjærminder,
I Efter-Skin kolde af Dag!
Vi vandt over Bjerge,
Det var ikke let,
De stod for at værge
Den yndigste Plet,
Hvor Bøgene slynge
Sig deilig paa Skraa,
I Krands om en Klynge
Af Høiene blaa,
Af duftende Bølger,
Som godvillig følger
Kun Nattergal-Aande i Sang!
O, her er din Vugge,
Vor Moder saa kjær,
O maatte jeg plukke
Kjærminderne her!
Ak, Søn, til hvad Nytte?
Hun svared paa Stand,
Nei, kunde du flytte
Min Vugge et Gran,
Da var jeg fornøiet,
Da aabnedes Øiet
For Lys i de Levendes Land!
See Muren bag Høie,
Derover den maa,
Jeg længe med Møie
Har prøvet derpaa,
Hvad aldrig en Kæmpe
Udretter med Magt,
Kan lykkes med Læmpe,
Tie stille, giv Agt!
Hvordan du kan ramme
Hvad kjært er din Amme,
Du mærke nu lignelseviis!
Hun tog af sit Belte
En Hammer fuldsær,
For nordiske Helte
Langt bedre end Sværd,
Den Veland hin bolde,
Af pureste Guld,
Vel smedded til Trolde,
For Gram han var huld,
Som skulde paa Sletten
Sig maale med Jetten,
Paa hvem beed ei Steen eller Staal!
Den banker, den Hammer,
Saa sagte, saa tyst,
Som i vort Løn-Kammer,
Den Lille paa Bryst;
I Fjeld det dog runger,
Med underlig Klang,
Alt som paa Steen-Tunger
En smeltende Sang,
Og hvad for den Hammer
Ei smelter, det flammer,
Som Trolde, ved Kjærligheds-Ord!
Den Grund-Mur paa Tue,
Det Konst-Værk af Hel,
Var som man kan skue
Et Iskampe-Fjeld,
Vor Moder sin Hammer
Kun rørde et Gran,
I brand-gule Flammer
Stod Muren paa Stand,
Men Luerne isned,
Vor Moder henvisned
Som Blomst ved ildsprudende Fjeld!
Den Gamle neddaaned,
Da underlig vildt
Kjærminderne blaaned,
Og vanvittig mildt,
Fra Høi var at høre
Som Agehøns-Kluk,
Der klang i mit Øre
Som Dødninge-Suk,
Men syv Gange Klangen,
Af Guldhammer-Sangen,
Gjenlød fra det takkede Fjeld!
Det var, som de Stene
Udtoned med Lyst:
Nu har vi dig ene,
Du levende Røst,
Nu ligger du fangen
Fulddybt under Muld,
Nu raader for Klangen
Det underjords Guld,
Nu kun hos de Døde
Er Tonerne søde,
For dem synger Fuglen i Bur!
Med Kjærlighed Døden
Dog aldrig faaer Bugt,
Som Kulden af Gløden,
Den jages paa Flugt,
Og hvor, i Løn-Kammer,
I kvindeligt Bryst,
Mon banke en Hammer,
Saa sagte, saa tyst,
I Ungdom og Ælde,
Med varmere Vælde
End, ømmeste Moder! hos dig!
Hun sprang da i Veiret,
Saa let som en Raa,
Hun nær havde seiret,
Om rigtig jeg saae,
Dog bedst er at sige,
Hun fik det at see,
Ved, over at kige,
Hvad ei kunde skee;
Hun gjorde med Snille,
Som Bien sig lille,
Og fandt dog ei Sprække til Vei!
Saa tog hun en Hane,
Dens Hoved omvreed,
Paa luftige Bane,
Det over hun streed,
Og neppe vel røre
Det kunde ved Jord,
Da fik man at høre
Et underligt Chor:
Paa hin Side Muren
Høirøstet som Luren
Slog Hanen med Vinger, og goel!
Da løfted paa Høie,
Paa Bølger i Lund,
Flux Sigrid sit Øie,
Af Blyhedens Blund,
Ei turde sig dølge
Den Sol-Daatter skjøn,
Som fødtes i Bølge,
Og voxde i Løn,
Lad straalende Taarer
Kun spottes af Daarer,
Sødt gløder dog Bølgernes Soel!
Ei Skygger sig hæved
Paa Høien i Lund,
Kiærminder kun bæved
Som Bølger i Sund,
Skjøndt mange i Følge,
Man een dog kun saae,
En tonende Bølge,
Kjærmindelig blaa,
Et underfuldt Øie,
Af Dugg fra det Høie,
En Sol-Favn, et levende Speil!
Forbauset, halv bange,
Jeg Grund-Muren saae
Sig røre i Vange,
Som Bølger mon gaae;
Som Bakker i Belte.
Naar Vaar kommer brat,
Den maatte hensmelte,
Af Jetten forladt,
Der mægter at dølge
Den rullende Bølge.
Som Steen i sin iskolde Favn!
Den Jette, man kalder
Ham Hræsvælg i Nord,
Fuldgammel af Alder,
Som Mørkheden stor,
Hvis Skygge sig breder
Til Niffelhjems Tag,
Hvis Aande sig spreder
Som Pile i Slag,
Den Store, den Stærke,
Med Soel-Brændemærke,
Til Pol maatte flygte paa Stand!
Op vaagned paa Fjelde
Nu Kulbrynde-Skjald,
Og brat da med Vælde
Det runged i Hald:
Hør Hanen, hvor Vinger
Han rysted, og goel!
See hist, hvor sig svinger
Den straalende Soel,
Fuldhøit over Voven
Og Marken og Skoven,
Ja, høit over Dovre og Kjøl!
Saa vaagner, I Bolde
Nu alle da brat,
Som sov under Skjolde
Paa Tuer i Nat!
Op Alle, som mægte
I Marken at gaae,
Op, Alle som slægte
Kjærminderne paa!
I Skye stikker Mærket,
Nu Haanden paa Værket,
Hver Sjæl af de Levendes Kuld!
Nu smeltede Gjærdet
Som Iis-Kamp i Tøe,
Der spærred, forhærdet,
De Saliges Øe,
Trods Ormen hin Snare,
Som letted i Kveld.
Med Oxen vi fare
Nu lukt over Fjeld,
Ei Bør os kan feile,
Med Olav vi seile
I Sænk baade Klippe og Trold!
Nu kalde vi Broder
Enhver, som, i Løn,
De Levendes Moder
Vil kjende for Søn,
Ei Tid eller Tunge,
Ei Hud eller Haar,
De Gamle, de Unge
At skille formaaer,
Nu skal, efter Haanden,
Hvad Eet er i Aanden
Til Eet og forsamles paa Jord!