Det første, jeg mindes,
Dog kun som en Drøm,
Ved Spor, som de findes
I Tankernes Strøm,
Af hvad der mon skride
Saa let over Hav,
Som Rimene glide
En Skjald over Stav,
Er Dværgemaals-Klangen,
Valkyrie-Sangen,
I Midvinters bælgmørke Nat!
Jeg drømde, at, slaget
Af Marken, paa Fjeld,
Af Lykken bedraget,
Jeg vanked i Kveld,
Bortblæst var min Størke,
Og myrdet min Ro,
Med Rædsel, i Mørke,
Jeg savned min Tro,
Mit Hjertes Veninde,
Som gik mig af Minde
I Hjerne-Vildfarelsens Aar!
Jeg drømde, at Staven
Var over mig brudt,
Af Verden til Graven
Og Glemsel forskudt,
Jeg drømde, fuldgjerne
Jeg laae under Muld,
Beklaged min Stjerne,
Men græd ei for Guld,
Nei, græd kun for Størke,
Og gjøs kun for Mørke,
I Midvinters troldskumle Nat!
Jeg drømde, mig vakde
En Gubbe fuldsær,
Hvem Haanden jeg rakde
Til underlig Færd,
Lod gjerne mig hæve
Paa Gangeren op,
Der syndes at svæve
Som Fugl over Top,
Lod Øiet forbinde,
Og fulgde i Blinde,
Paa Sleipner, den Gubbe saa kjær!
Jeg drømde, fornøiet,
Jeg stod i en Sal,
Heel liflig for Øiet,
Skjøndt dunkel og sval,
Alt som jeg mig tænker
Et udhulet Fjeld,
Hvor Nord-Lyset skjænker
En Skumring i Kveld,
Hvor Glimt, som man gjætter,
Langt mere forjætter,
I Guldets og Gaadernes Hjem!
Jeg drømde, at Helte
Opstege af Jord,
Med Klinger i Belte,
Som Kæmper i Nord,
Og Harpen slog Brage,
Med Fingre af Guld,
Saa aldrig der Mage
Var hørt over Muld,
Og herlig, med Klangen,
Valkyrie-Sangen
Henstrømmed i dundrende Chor!
Den Gubbe, som vakde
Mig op af min Slum,
Et Bæger mig rakde
Af Mjød under Skum,
Han bød mig udtømme
Det breddfulde Maal,
Og glad jeg, i Drømme,
Drak Asernes Skaal;
Da løstes min Tunge,
Til Draper at sjunge,
For Helte, i Hald og paa Høi.
Nu Gubben tilbage
Jeg fulgde urædd,
Som Drømme saa fage
Vi fore afsted,
Jeg sad under Kappe,
Men saae dog i Smug:
Af Fødder, fuldrappe,
Var Otte i Brug,
Som Aarer paa Snekke
Saa sprang de i Række,
Saa traadte de Bølgerne blaa!
Han gjorde mig Ære,
Den Gubbe saa bold,
Gav Sværd mig at bære,
Med Hjelm og med Skjold;
Min Æt han nedregned
Fra Toke i Fyn,
Med Korset han tegned
Mit Øie til Syn,
Og bød mig saa bære,
Til Nornernes Ære,
Primsigningens Banner i Nord!
Nu følde jeg Størke,
Nu havde jeg Ro,
Paa Lys over Mørke
Jeg turde nu troe,
Slet Intet mig feiled
Af hvad som forsvandt,
Mit Skjold det afspeiled,
Saa Skyggen jeg fandt,
Med Skyggen fornøiet,
Thi livlig for Øiet
I Skjold-Speilet rørde sig Alt.
Jeg saae, hvor de strede
Om Himmel og Jord,
De Kæmper saa vrede,
Som Freden forsvor!
I Alt hvad med Størke
Sig teede engang,
Saae Lys jeg og Mørke,
Som Nornerne tvang,
Og ledte med Liste,
Til Meer end man vidste,
Til Maalet, til Klarhed i Alt!
Jeg saae, hvor de glimted,
Og blegned saa brat,
De Stjerner man skimted
I Heden-Olds Nat;
Jeg saae, hvor den lued,
Den Herligheds Soel,
Hvis Bane man skued
Fra Pol og til Pol,
Saae Stjerner sig bøie
For den i det Høie,
Og knæled som Stjerne-Skud koldt!
Jeg spotted de Blinde,
Som tænkde, for Gud,
Et Fristæd at finde,
Bag Muldvarpe-Skud,
Som, blinde for Solen,
Sig bøied for Muld:
For Støvet i Skolen,
I Verden for Guld,
Jeg saae og jeg sagde:
Med Flid de fralagde
Som Daarer sig Menneske-Værd!
I Nord-Lyset skued
Jeg Solens Herold,
Som sol-ligest lued,
Skjøndt Glandsen Var kold,
Saa Brage det gjætted
Paa Tidernes Skjold,
Hvad Christus udretted
Paa Jorderigs Bold,
Saa Christus kun gjorde,
Hvad Thor, skjøndt han turde,
Besmittet, dog mægtede ei!
Jeg drømde, at Mærke
For Aanden jeg bar,
At Brynie-Særke
Som Klæde jeg skar,
At kjækt paa vor Alder,
Af Loke besat,
Jeg hævnede Balder,
I Gudernes Nat,
Og skar vel med Sværdet,
I Slange-Blod hærdet,
Den blindfødte Hødur for Stær!
Det Alt jeg end mindes,
Men kun som en Drøm,
Hvis Aarsag dog findes
I Tidernes Strøm.
Paa Skygger jeg stirred,
Men ikke paa Tant,
Sig Tanken forvirred,
Men Synet var sandt,
Med Skygger jeg fægted,
Det var, hvad jeg mægted,
Som Gjenlyd fra Skyggernes Land!