Guds Fred! hvor I bygge,
Paa Mark og paa Fjeld,
I Bøgenes Skygge,
Ved Elvenes Væld!
Guds Fred over Skoven,
Hvor Stammerne staae!
Guds Fred over Voven,
Hvor Snekkerne gaae,
Som ankre, som flage
Paa festlige Dage,
Som end tone Fædrenes Flag!
Guds Fred, som den fandtes
Ved Fædrenes Barm,
Guds Fred, som den vandtes
Ved Frelserens Arm,
Guds Fred, som den throner,
Hvor Kjærlighed boer,
Guds Fred, som den toner
I Hytter af Jord,
Som selv jeg den nyder,
Tilønsker og byder
Jeg Brødre og Frænder i Nord!
Guds Fred og God Morgen!
Paa Mark og paa Fjeld!
Forvundet er Sorgen,
Mig pinde i Kveld,
I Midnattens Mørke,
Da Hel-Hanen goel;
Da Mulmet i Størke
Sig værged mod Soel:
Da Natten med Dagen,
Michael med Dragen,
Mig tykdes at kæmpe om Nord!
Om drømt eller vaaget
Jeg haver i Nat,
Om lukket var Laaget,
Hvad heller opladt,
Om sovet som Fugle,
Om vaaget som Mænd,
Jeg har i min Kule,
Er dunkelt mig end;
Men i mig dog Gløden
Vist droges med Døden,
Som døende, ulmende Gnist!
Om Dag alt var oppe,
Da Skygger for mig,
I Træernes Toppe,
Sig rusted til Krig,
Og tykdes mig vandre,
Som Storme i Løv;
Om lydhør, trods Andre,
Jeg var, eller døv,
Det dages med Tiden,
Og altid er Kviden,
Som føles, og virkelig til!
Om Neb til at sjunge
Mig voxed af Bryst,
Om Mere paa Tunge
Mig lagdes end Lyst,
Om Soel vilde gjemme
Lid Guld i min Mund,
Om Sæde og Stemme
Jeg haver i Lund,
Om Sang eller Sukke
Sad næst ved min Vugge,
Det er hvad jeg end ikke veed!
At Natten er svundet,
Med Skyggernes Hær,
Og Solen oprundet
Til heltelig Færd,
At glødende Voven
Har favnet dens Glands,
At straalende Skoven
Den byder sin Krands,
At liflig min Tunge
Har Lyst til at sjunge,
Det ingen aftrætte mig skal!
Ja, Lyst til at sjunge
Jeg har nu om Alt,
Hvad Øre og Tunge
Jeg værd haver kaldt:
Om Moses og Mimer,
Om Himmel og Jord,
Om Alt, hvad sig rimer
Med Aand og med Ord,
Om Lys fra det Høie,
Om Glimt i vort Øie,
Om Gnisten i Staal og i Flint!
Ja, Soel i det Høie!
Ei du som nu staaer
Støv-Hytter for Øie
Med Dødninge-Kaar,
Men du som har straalet
I Kraft og med Glands,
Da Ordet var Maalet
For Syn og for Sands,
Dig vilde jeg love,
Som Fuglen i Skove,
Som Stjerner i Dagenes Gry!
Og, deilige Maane!
Ei du, som med Iil,
Maa stjæle, maa laane
Dit Dødninge-Smil,
Men du, som har luet,
Saa lun og saa klar,
Da Aanden blev skuet,
Som Ild under Glar,
Dit Ny og dit Næde
Er værd at omkvæde.
Ei Bytte gjør du paa Bedrag!
Thi bandt jeg dig gjerne
Af Straaler en Krands,
Høihellige Stjerne,
Som skjuler din Glands;
Du Soel under Dække,
Lys-Billed af Ham,
Der sig lod paalægge
Vort Aag og vor Skam,
i Støv lod sig svøbe,
For Støvet at døbe,
At klare med Ild og med Aand!
Fuldværd at omkvæde
Og kalder jeg dig,
Som favner med Glæde,
En Bølge saa liig,
Ydmygelig Varmen
Af Solen bag Sky,
Og føder i Barmen
Da Lyset paa Ny,
Du Skabning af Aanden,
Af Gudhjerte-Haanden,
Du deilige Maane i Løn!
I Stjerner fuldmange,
Som knæle i Sky,
Med jublende Sange,
Naar Skyggerne flye,
Naar Solen med Størke
Opstiger fra Hav,
Og levner kun Mørke
En lysnende Grav,
Gid I vilde bære
Mig Kvad til Hans Ære,
Som kalder hver Stjerne ved Navn!
Da skulde jeg lære,
Hvad Faa ikkun veed,
I Runer fuldsære!
Med eder Beskeed,
Som Tidender føre
Om Solstraale-Rov,
Paa Aarvaagers Øre,
Paa Alsviders Hov,
Paa Skjoldet hint tykke,
Af Skye og af Skygge,
Som mørkner den straalende Gud!
Dog, Vogn i det Høie,
Hvad, ristet paa Hjul,
For stærblinde Øie
Sig dølger i Skjul,
Hvor godt det sig rimer,
Hvor sært du end gaaer,
Derom jeg af Mimer,
Som veed dine Kaar,
En Sang hørde kvæde,
Hvis Toner med Glæde
Jeg laaner min Dværgemaals-Røst!
Og Sleipner, du lette
Fod-Gjænger paa Hav,
Mig undtes at gjætte
Et Gran om den Stav,
Der staaer paa din Tømme,
Og røber din Færd,
Skjøndt ei at bedømme
Jeg vover dit Værd;
Thi end ingen Tale
Om Runen paa Hale
Jeg hørde, som tykdes mig klart!
Om Runen paa Ravet
Og Guldet saa purt,
Paa Klingen fra Havet,
Paa Vin og paa Urt,
Paa Bringen af Grane,
Paa Issen af Muld,
Paa Vingen af Svane,
Paa Neglen af Skuld,
Paa Old-Brages Tunge,
Jeg den hørde sjunge,
Saa Gjenlyd det gav i mit Bryst!
Om Røsten jeg hørde,
Om Gangen jeg gik,
Om Ordet jeg førde,
Om Øiet jeg fik,
Om Morskab og Møde,
Om Døn og om Klang,
Derom i Dag-Røde
Skal lyde min Sang,
Vil Gud, som jeg gjætter,
Af større Forsætter
Som Dag-Værk fuldbyrdes et Gran!
I Kveld var det broget,
I Nat var det tyst,
i Morges fuldtaaget,
Men nu er det lyst;
Hvad Dagen skal bringe,
Det gjættes vel kun,
Dog ei bredes Vinge
For Intet i Lund,
Og altid en Gjerning
Det spaaer, naar Guld-Terning
Hentriller paa Blad-Tavle-Bord!
Ei Løvspring man finder,
I Norden paa Stav,
Før Solen oprinder
Af nordlige Hav,
Og skyndelig kommer,
Har først vi kun Vaar,
Den nordiske Sommer,
I Dag som i Gaar;
Om Høsten vil lykkes,
Derom kan man tykkes
For Tiden, omtrent hvad man vil!