1. Gak under Jesu Kors at staae,
O kiære Sjæl, og med Attraa
Vogt paa hans Læber, og giv Magt
Hvert Ord, han har til Afsked sagt!
2. Med naglet Haand og naglet Fod,
Fra Korsets Træ min Jesus lod
Fremklinge Naadens fulde Røst,
Mig og enhver til Liv og Trøst!
3. Han først for sine Fiender bad:
Tilgiv dem, Fader, og forlad!
Thi hvad de giør, det veed de ei,
Gaa blinde paa den brede Vei.
4. O Jesus! beed du og for mig!
Thi om ej fiendsk, dog skrøbelig
Jeg er i alt mit Syn og Værk,
Kun ved din Bøn jeg bliver stærk.
5. Dernæst han til sin Moder saae,
Hvor jammerfuld hun monne staae,
Som stødt igiennem Siæl og Liv
Med Dommer-Sværd og Offer-Kniv!
6. En anden Søn han hende gav
Til Lindring, Trøst og Støttestav:
Johannes! tag dig hendes Sag,
Som Moders, an, fra denne Dag!
7. Om jeg, min Frelser! og skal staae,
Forladt, forhadt, med Korset paa,
Ja, venneløs, som Moder din,
Send et Gudsbarn til Støtte min!
8. Den Røver, som sin Synd fortrød,
Og trøsted sig ved Christi Død,
Sin Miskundhed til evig Priis,
Han fast tilsagde Paradis!
9. Lad Jesus, mig i Dødens Stund
Og høre af din egen Mund:
Idag du være skal med mig
I Paradis, i Himmerig!
10. Det fjerde Ord var frygteligt,
Og aldrig hørde Himlen sligt:
Min Gud! min Gud! hvi haver Du
I denne Nød forladt mig nu!
11. O Frelser, du, i Nød og Nat,
Blev af din Fader saa forladt,
Kun for at vi, trods Synd og Død,
Skal hvile i din Faders Skiød!
12. Al Verdens Synd bar det Guds Lam
Guds Vredes Ild fortæred ham:
Mig tørster, sagde han, og fik
Til Lædskelse en Malurt-Drik!
13. Saa tømde du, med bredfuldt Maal!
O Frelser min, den bittre Skaal!
Men derfor Kalken liflig sød
Skal kvæge mig i Liv og Død!
14. Han sagde mildt: det er fuldbragt!
Et bedre Ord blev aldrig sagt,
Nu aaben staaer mig Himlens Port,
For mig har Jesus fyldestgjort!
15. Det sidste Suk, min Frelser gav,
Det aanded Liv, trods Død og Grav
Han sagde: Fader! i din Haand
Befaler jeg min Sjæl og Aand!
16. Det Afskeds-Ord sig trænge ind
Dybt i mit Hjerte, Sjæl og Sind,
Og blive saa det sidste Ord,
Jeg tale skal paa denne Jord!