Tag det sorte Kors fra Graven!
Plant en Lilje, hvor det stod!
Ved hvert Skridt i Dødning-Haven
Blomster spire for vor Fod!
Engle-Vinger paa vor Grav,
For den brudte Vandrings-Stav!
Phoenix-Fugl for Aske-Krukke!
Fryde-Sang for hule Sukke!
Himlen sortned, der Han blegned,
Som os Kjøbte med Sit Blod;
Graven lyste, Mørket Segned —,
Da forklaret Han opstod!
Ton, vor Lov-Sang! høit i Sky,
Sødt i Paaske-Morgengry:
Jesus Christus er opstanden!
Evig lever Guddoms-Manden!
See Maria Magdalene!
Hænder nys hun vreed i Gru,
Sukked’, til at røre Stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu!
See, af Øiets Taare-Flod
Morgen-Solen mildt opstod!
I den Grav, hvor Han har hvilet,
Hun har fundet Engle-Smilet!
Brister, alle Helgen-Grave!
Herens Røst, i Dæmring sval,
Lyder i de Dødes Have,
Skaber Lys i Skygge-Dal!
Herren kalder, men ei nu:
Synder, Adam! hvor er Du?
Sødt det toner, Engle tie:
Her er Frelseren, Marie!
Ja, Han er her, Guddoms-Manden!
Sprængte er nu Dødens Baand!
Han er visselig opstanden,
Og hans Ord er Liv og Aand!
Bod vi fik for alle Savn;
Staaer nu op, i Jesu Navn,
Alle Herrens Dvale-Døde,
Med den gyldne Morgen-Røde!
Stander op, og seer Guds Finger
I den klare Vidne-Krands!
Iler did paa Ørne-Vinger,
Hvor Han straaler i Sin Glands!
Iler did i Herrens Fjed,
Hvor han os beredte Sted,
Hvor sig aabner, i det Høie,
Himlens Dyb for Støvets Øie!
Jord, som af din Vinter-Dvale
Vaagner i den milde Vaar!
Moder-Støv, som skal afmale
Aarlig dine Frænders Kaar!
I din Kjortel lysegrøn,
Virket, som vort Haab, i Løn,
Som vor Længsels Toner klinge,
Breed du ud din Blomster-Vinge!