Stat op i Gry, min Gud! stat op!
Adspredes, flygt, du Fiende-Trop!
Lær, hvad det er at grue!
Forsvind som Røg i Luftens Skiød!
Hensmelt som Vox for Ild og Glød!
Kan du Guds Aasyn skue?
Op, glædes Alle, glædes nu,
Og kommer Sorg ei meer ihu,
Retsindige og Fromme!
O, bryder flux i Lov-Sang ud,
For eders Herre, eders Gud
Ved Navn at ihukomme!
Saa Haand paa Værket! nøler ei,
Men baner for den Konge Vei,
Som farer paa det Jævne,
Han er de Faderløses Trøst,
Han hører naadig Enkens Røst,
Og han har Guddoms-Evne!
Han laaner Huus til hver Forladt,
Af Lænker Han udløser brat,
Og hjelper op af Grave;
Til Marken gold den Herre god
Udspringe bød en Naade-Flod,
Nu bli’r den som Guds Have!
Den fylder han med Liv og Lyst,
Og planter for de Arme Trøst,
Som de har længdes efter,
Og dem, som bære Jule-Bud
Indskyder du, al Naadens Gud!
Et Ord med Kæmpe-Kræfter!
I Herrens Lyst-Huus Bytte godt
Man deler ud, til Fiendens Spot,
Sig Smaa til Stort nu sove;
Og Due-Vingen yndefuld,
Som Sølvet, sprængt med røden Guld,
Den er fuldværd at love!
Skiønt Sammenflydt af lutter Smaat,
Dog Herrens Bjerg er ogsaa godt,
Og frugtbart overmaade!
O skeler ei, I Klipper, saa!
Det Bjerg, vor Drot vil bygge paa,
Er Bjerget af Guds Naade!
Med Vogne i Titusind-Tal
Vor Drot opfoer til høien Hall,
Med Fængslet til sin Fange,
Og hvad han vandt i Mande-Skrud,
Til Mennesker han deelde ud,
Til Syndere fuldmange!
Velsignet være Gud, vor Drot!
Med Salighed, af Naade blot,
Det har nu gode Veie;
Thi hos vor Gud og Herre sød
Er Udvei fra den bittre Død,
Fra Gravens mørke Leie!
Fuldmajestætisk er hans Gang,
Med Følge-Skaren prud og lang,
Igiennem Helligdommen!
Imellem Sang og Harpe-Slag
Smaa-Piger reise Torden-Brag,
De røre Kæmpe-Trommen!
Lovsynger Ham i Gry og Kveld,
Med Livets Strøm af Jakobs Væld,
I Kirker allesammen!
Istem for ham, vor Gud, vor Drot,
Hvert Folk paa Jorden, stort og smaat,
Halleluja og Amen!
O, jubler for ham seer I ei,
Igiennem Himle gaaer hans Vei,
Med Solens Løb fra Østen!
En Strøm af Lys er Heltens Spor,
Og Guddoms-Kraft er i hans Ord,
O, lytter dog til Røsten!
Og stirrer vist paa Øster-Leed!
Der skinner Herrens Herlighed,
I Skyerne han svæver!
Israels Gud, saa vennehuld,
I hver sin Helgen underfuld,
Sit Folk op til sig hæver!