I.
Udmarschen.
Hvor sad han rank og stolt til Hest
Så skulderbred og høj,
Hans Fjerbusk i den friske Blæst
Om Hjelmens Kuppel fløj;
Hvor skinnede hans Stålkyras
I Aftensolens Brand,
Hvor var hans Klinge blank og hvas,
Han fik med Rette første Plads,
Thi han var første Mand.
Jeg husker det endnu så grant:
Ved Skansen holdt vi an,
I tvende Rækker alle Mand
Og foran Fronten han.
Så bar de frem det gamle Flag,
Forrevet og forskudt;
Der præsentertes for og bag
Til Hornets Klang og Trommeslag,
Og Skansen gav Salut.
Men han tog stille Hjelmen af
— Det gjorde ene han —
Og bad os kæmpe rigtig brav
Og tappert alle Mand.
Hans Ord var simple kun og få,
Men denne djærve Røst
Og dette Blik — de måtte nå,
Omend der tifold Panser lå
Omkring Soldatens Bryst.
Da steg i Smilet om hans Mund
Som et forklaret Skær:
»Et Hurra Folk!« — han peged kun
På Fanen med sit Sværd;
Og Hurra steg med vældig Klang
Og Ekko bar det vidt;
Så gik det lystigt over Vang,
Steg svulmende og frit.
Men frem for alle høj og stolt
Hans Ganger fløj foran,
Ja stolt af ham, som Tøjlen holdt,
Den rystede sin Man
Og kasted frem sin lette Hov,
Så Grus og Gnister sprang —
Det runged i den tavse Skov,
Og alle Fuglene, som sov,
De vågned op og sang.
II.
Tilbagetoget.
Kør sagte, Bonde, kør sagtelig,
Hold Dine Heste i Skridt,
Husk på, Du kører et Heltelig,
Bedre end han har i denne Krig
Visselig ingen stridt.
Månen skinner så mat og bleg,
Men mere bleg er dog han,
Han har jo kæmpet den hele Dag
Og altid som første Mand;
Han har jo kæmpet den hele Dag
Og altid, hvor mest det gjaldt,
Og da jo Miraklernes Tid er forbi,
Var det naturligt, han faldt.
Da han red ud, da var det en Pragt
Vi vare vel tusinde Mand;
Nu rider jeg som den eneste Vagt,
Og bleg og stiv på min Kappe strakt
I det fugtige Halm ligger han.
Da vi red ud, da var det en Lyst:
Vi sang i rungende Kor;
Nu ligge de fleste som Korn i Høst,
Og vi andre flygte splittet og tyst
Og ønske os dybt under Jord.
Hvor Natten er mørk, — hvor Vejen er slet —
Hvor hæst er Ravnenes Skrig —
Nu flyve de ud, for at æde sig mæt
I Kammeraternes Lig.
Gud ske Lov, at dog han kom med —
Å gør et Øjeblik stop,
Fjælevognen støder så fælt,
Jeg vil rede Halmen lidt op.
Hvor hans Ansigt er ædelt og stolt,
Hvor det endnu er smukt,
Men ak det rige Hjerte er koldt,
Og Øjets Flamme er slukt.
Hans Pande bærer et blodigt Bind
I Stedet for Lavrens Krans,
Men, Gud ske Lov, hans håbfulde Sind
Ikke så Lykkens bristende Spind
Og Ærens blegnende Glans.
Han faldt, da vi sidste Gang huggede ind
Signalerne lod: Avancér;
Valpladsen bæved af trampende Trin,
Det blinked og funkled i Solens Skin
Fra tusinde Hjelme og Sværd.
»Vive l’empereur, en avant, en avant«
Salverne rasled, Granaterne sprang,
Men han tog Fanen: »Allons enfants«
Og intet standsed os mer!
Fremad det gik som en svulmende Flod,
Når Digerne ikke kan holde imod;
Frem over Dynger af Heste og Lig,
Vi ændsede ikke de døendes Skrig,
Vi ændsede ikke, hvor mange der faldt,
Vi fulgte kun ham overalt. —
Da drøned på én Gang Kanonernes Brag
Fra Skoven ved »Bonne esperance« —
Frygtelig ramte Kartætsjernes Slag,
Rækkerne segnede for og bag,
Men han, — han løftede stolt vort Flag
Og faldt med et: »Vive la France«.
Kør sagte, kære, kør sagtelig,
Hold Dine Heste i Skridt,
Husk på Du kører et Heltelig;
Bedre end han har i denne Krig
Visselig ingen stridt.