Vilhelm Gregersen (1848–1929)

Foran Hjorden gaar han stille,

tankefuld,

Duggens Perledraaber trille

over Muld;

snart i Mulm sig Sletten dølger,

trøstig Hjorden Hyrden følger,

Hyrden, han er tro som Guld.

Hvor han sætter sine Fødder,

gaar den frem,

over Sten og Stub og Rødder,

mod hans Hjem;

naar han lader Røsten gjalde,

løfte Hovedet de alle,

og hver Angest gaar i Glem.

Han, som løfted Hyrdestaven,

fjernt i Øst,

han, som léd og steg af Graven,

er vor Trøst;

i hans Fodspor vil vi træde

Vejen hjem i Sorg og Glæde:

„Frygt ej, tro kun!” er hans Røst.