Hos dig har mit Hjerte hjemme,
det følte jeg, o saa tidt,
hver Gang jeg hørte din Stemme
og lytted til dine Skridt.
Hvor er dine Øjne dog milde,
hvor blid er din bløde Røst!
O, maatte jeg drage dig stille
inderlig ind til mit Bryst,
og sole mig i dit Øjes
varme, sjælfulde Skær
og glemme hos dig hver Møje
og have dig — o, saa kær.
Ak aldrig vil jeg dig glemme,
hos dig er den søde Ro,
hos dig har mit Hjerte hjemme;
hvi skal vi dog skilles, vi to? —