Bækken gaar i Enge Dagen lys og lang,
spejler Himlens Skønhed i sin Favn,
rører sine Strenge og nynner paa en Sang,
snart som fyldt af Glæde, snart af Savn:
„Rose, røde Rose paa den høje Bred,
længselsfuld jeg ofte paa dig saa,
bøj de røde Roser dog til min Bølge ned,
véd du dog, jeg kan dig ikke naa.”
„Rose, røde Rose, af mit Bølgebad
nogle Draaber friske kun din Gren,
mine bedste Perler ud over Blomst og Blad
dryssed’ jeg saa gerne, hver og en.” —