Hver en Blomst af Livet mæt,
hver en Gren af Stormen træt,
Sneen dækker
lunt og lægger
sig derover hvid og let.
Som et kostbart Hermelin
breder den sig blød og fin,
Blomsten blunder
blidt derunder
som et Barn bag Vuggelin.
Solen fra det fjerne blaa
blinker til den Lærke graa:
„Stille, stille,
nu du lille,
lad dem sove lidt de smaa!”
Naar mit Hoved synker træt,
Herre dæk mig blødt og let!
Bag din Kaabe
lad mig haabe,
at din Naade gaar for Ret!