Jeg holder af dig, du stolte Gran,
harpiksduftende, frisk og stærk!
Naar Løv og Blomster blev Stormens Ran,
og Vintren raser som en Bersærk,
du løfter dit Hoved kækt mod det graa
og vidner: Saadan skal Manden staa,
sit Haab, det skal man bevare
og grønnes trods Nød og Fare.
Og naar du saa knoppes i Vaarens Guld,
og Grenen duppes og snart er fuld
af fine frynsede Kviste,
da viser du trods din mossede Bark,
hvad Rigdom der bor i en gammel Knark,
som ikke lod Haabet briste.
Og hver en lille forkommen Fugl,
som du saa stille gav Vinterskjul,
den synger din Pris med Liste:
„Gid du maa trives, gid du maa gro,
du var i Nøden saa gæv og tro,
og dig vil vi ikke miste
men sige dig Tak til det sidste.”