Sorte Stær paa Grene,
hvad kan du dog mene,
naar du synger midt i Is og Sne?
Véd du, at paa Kviste
Knoppen snart maa briste?
Har du Tegn, som ikke jeg kan se? —
„Nej, kun lidt forstaar jeg,
men dog ét formaar jeg,
jeg tør synge ud med Haabets Mod;
er dog Solens Flamme
endnu helt den samme,
som saa tidt fik Vintren under Fod.
Sér du ej, ved Hækken
vugger Vintergækken
sine Klokker alt i Solens Skær,
og fra Luftens Vidder
jubler Lærkens Kvidder:
Vi faar dejligt — vi faar dejligt Vejr!
Hvorfor saa dog sørge,
hvorfor altid spørge
fuld af Tvivl og Uro i dit Sind?
Kald mig kun en Taabe,
jeg maa altid haabe
og i Haabet synge Vaaren ind!”