Tys, tys!
Hørte du Lærken nys?
Sødt som et Kys fra en, du har kær,
fra en, du har ventet saa længe,
daler dens jublende Sang,
vækker i Hjertet en Klang
af bløde, melodiske Strænge.
Lille, glade, frimodige Ven,
velkommen igen!
Velkommen igen med Opstandelsens Røst over Vinterens iskolde Baare,
kær som det første, gryende Smil bag en Taare.
Hjertet banker i raskere Takt,
Brystet hvælver sig, Foden er strakt
fremad saa spændig og let;
Øjet følger med Fryd de hurtigt dirrende Vinger,
snart kun en Plet;
Øret suger hver Lyd, hver jublende Tone som klinger,
glad som den vandrende Mand,
tørstig i Soldagens Brand
suger med Vellyst de første, læskende Draaber
af Skovkildens kølige Vand.
O hvor friskt er dit Kvad!
Friskt som et Bad
risler det over min Sjæl — og gør glad.
Lærkelil, tag mig med,
tag mit Hjerte med,
op over Verdens Fortræd,
op fra det kolde, det visne, det graa,
op i det sollyse Blaa!