Gyldenhoved, blød og rund
med den fine, grønne Krave,
rejser du dig alt af Blund?
Er du rent af Lave?
Alt er koldt og øde her,
nøgne staa de gamle Træ’r.
Vinterblomme, Vinterblomme
sig, hvor tør du komme?
Kun den lille Vintergæk,
— den er altid lidt dumdristig, —
titter frem ved Hegn og Hæk
saa polisk og listig,
lytter til den sorte Stær,
som kom alt for tidligt her;
men du lille Vinterblomme,
hvor tør du dog komme?
„Morgenstund har Guld i Mund”
gælder det og Aarets Morgen?
„Ja”, du smiler, sød og rund,
vær da du mig Borgen;
staar du dog saa frydefuld,
ret som Solen saa’de Guld;
lille, søde Gyldenhoved,
hold nu, hvad du loved.