I.
Forpint jeg laa i Julinattens Glød
og saa’ i vilde Syner Livet glide;
Elskovens Molok sad ved Lejets Side
og fraadsed’ i mit feberbrændte Kød;
bød haarde Stene, naar jeg trygled’: Brød!
og mudret Saltvand til min Ganes Kvide —
da knytted’ Næven jeg ved Dagmaalstide
mod ham, hvis Kjortel drypped’ blodig rød.
Ak, hvortil denne maalløs-dybe Kummer?
Hvor spagt paa Golgatha at tornekrones,
naar Pinslerne er maalbevidst og rummer
Al-Offer for et Allivs Ve, som sones —
mod tomt at spigres fast til Korsets Planker
med bristet Haab . . .
Bryd med din Elskerinde.
II.
Ti Mand og Kvinde er hinandens Fjender,
naar Kærlighedens Drifter frem er gækket —
til brunstig Tvekamp af Naturen ægget,
hvor Hadets Bavn som Arnelue brænder.
Vàr Dig! Nu gælder det! Ti Kampen ender
ej, før den ene segner pandeflækket.
— Som Kamppris rækkes Sejerherren, stækket,
en livsgold Lede af Naturens Hænder.
Og kæmpes der en Jævnbyrdsstrid ? Nej! Hunnen
fik Kampinstinktets hvasse Angrebspil,
med Giften skjult bag Kærlighedens Smil.
Mens Hannen kommer som til Leg i Lunden,
med aabent Hjærte som til Broderhilsen,
men Hunnens Gift . . .
Bryd med Din Elskerinde!