I
Forpint jeg laa i Julinattens Glød.
Al-Lidelsen jeg saa’ forbi mig glide.
Elskovens Molok sad ved Lejets Side
Og fraadsed’ i mit feberbrændte Kød;
Bød haarde Stene, naar jeg trygled’: Brød!
Og Saltvand til min tørre Ganes Kvide —
Da knytted’ Næven jeg ved Dæmringstide,
Forbandende den Stund, da jeg blev fød.
Ak, hvortil denne maalløs-dybe Kummer?
Hvor spagt paa Golgatha at tornekrones,
Naar Pinslerne er maalbevidst og rummer
Al-Offer for Allivets Ve, som sones —
Mod tomt at spigres fast til Korsets Planker
Med bristet Haab . . .
Bryd med Din Elskerinde.
II
Thi Mand og Kvinde er hinandens Fjender,
Naar Kærlighedens Drifter frem er gækket —
Til brunstig Tvekamp af Naturen ægget,
Hvor Hadets Bavn som Arnelue brænder.
Va’r Dig! Nu gælder det! Thi Kampen ender
Ej, før den ene segner pandeflækket.
Som Kamp-Pris rækkes Sejerherren, stækket,
En livsgold Lede af Naturens Hænder.
Og kæmpes der en Jævnbyrdsstrid?
Nej! Hunnen
Fik Kamp-Instinktets hvasse Angrebspil,
Med Giften skjult bag Kærlighedens Smil.
Mens Hannen kommer som til Leg i Lunden,
Med aabent Hjærte som til Broderhilsen,
Men Hunnens Gift . . .
Bryd med Din Elskerinde!