To Sonetter til en Ven
I.
I.
Forpint jeg laa i Julinattens Glød
og saa’ i vilde Syner Livet glide;
Elskovens Molok sad ved Lejets Side
og fraadsed’ i mit feberbrændte Kød;
bød haarde Stene, naar jeg trygled’: Brød!
og mudret Saltvand til min Ganes Kvide —
da knytted’ Næven jeg ved Dagmaalstide
mod ham, hvis Kjortel drypped’ blodig rød.
Ak, hvortil denne maalløs-dybe Kummer?
Hvor spagt paa Golgatha at tornekrones,
naar Pinslerne er maalbevidst og rummer
Al-Offer for et Allivs Ve, som sones —
mod tomt at spigres fast til Korsets Planker
med bristet Haab . . . Bryd med din Elskerinde.