At jeg aldrig mere kan naa ham
Med et kærligt, nænsomt Ord!
Jeg maa smile med Graaden i Halsen.
Naar han skærmende stryger min Kind med sin Haand,
Og det er, som han bandt mig med tusinde Baand,
Jeg fjerner ham lempelig fra mig,
Ræd, han har mærket, hvor Foden skjalv,
Og følt, at Stemmen fik dugget Klang
Fra de Kilder, som dybest i Sjælen sprang.
Jeg maa gaa, naar helst jeg blev hos ham
Og maa lyve min Hilsen saa kold.
Jeg tør aldrig jublende trykke hans Haand
Og bruge mit Kælenavn „Trold”.
Fordi jeg er ræd for at miste
Ham og mig selv og hans Kærlighed,
Maa jeg med blødende Hjerte
Volde os begge Fortræd.