Sér jeg hende paa Gaden, bleg og udtæret
— Øjet dugget af Vemod,
— Da aander jeg lettet og føler mig tryg.
Men kommer hun kæk og livssvulmende,
Med trodsig Frejdighed —
Lægger der sig en Taage af Forladthed
Ud over Jorden,
Og min Sjæl fyldes med grænseløs Lede.