Passionsmusik
Paaske 1880
Paaske 1880
Jeg gik paany i dit Hus at staa,
Jesus fra Nazareth!
jeg havde ej længe dets Trappe traadt,
endda den er bred og taalelig let
at vandre paa
og indenfor Muren, — hvor er der godt
at være og meget at skue!
I Lys og Lampernes Lue
straalede Vægge og Søjler ret;
højt Hvælvingen spændte sin favnende Bue,
og Kuplen kronede Hallen.
Man saà, du var bleven de Riges Drot,
man saà, du var længst til Herskerens Slot
steget fra Krybben og Stalden.
Som et Helgenskrin var din Helligdom,
indlagt med ædle Sten;
men kosteligst var dog Relikvien selv:
det var ingen muldnede Helgenben,
den værned om: —
Koralerne bruste fra Kirkens Hvælv,
en klar og kølig Kaskade,
som Vinden i hvislende Blade
ensformig Recitativet gik,
og Arien daled som Fredens Due
højt oppe fra Hvælvingens Bue;
det var den Bachske Passionsmusik,
den havde mod god protestantisk Skik
kunstnerisk adlet din Stue.
Den fyldte hver Krog med Toner, som hin
Salve hos Lazarus,
som over dit Hoved Maria gød,
opfyldte med Duft det ganske Hus; —
et festligt Lin
den var, der vævedes over din Død
af Toner for Byssustraade,
et Slør over Ofrets Gaade;
og Foldernes brusende Skønhed jeg nød,
men dine Vunders forsonende Naade
den naàr til min Sjæl ej længer;
thi ej har som før jeg bøjede Knæ
og foldede Hænder for Korsets Træ
og dig, der paa Korset hænger.
Sligt har jeg ikke, om end jeg har
Medynk og Ærefrygt
for dig, der som Gudsbespotter blev dømt,
fordi du din egen Vej har søgt, —
om end jeg har
en hadefuld Ed foruden Skrømt,
som aldrig af Hu mig rinder,
svoret imod dine Fjender, —
din Sags og dine: — de samme, som end
den unge Begejstring hudfletter og binder
og Fremskridtet naglefæster;
som føre dit Navn i Mund og i Pen
og plette det: — Folkets skriftkloge Mænd,
Ældste og Ypperstepræster.
Passionsmusik er der, som høres ej bedst
i Kirkernes hyggede Rum,
et Martyrdom er der, hvis rindende Blod
bærer et sandt Evangelium;
en bitter Fest,
der ej i en’romersk Provinsby stod
for nitten Aarhundreder siden;
den var, før Menneskets Viden
i Dyrenes Hjærner spirende laa,
før Stemmernes Skælven og Lemmernes Vriden
røbede Nervernes Liden;
før Ørene hørte og Øjnene saà,
da de stingende Smerter, der komme og gaa,
fødte og inddelte Tiden: —
Naturens Passio magna, som
er overalt og var,
hvis bitre Sæd alt ulmende laa
i Planternes Fibre, Celler og Kar,
til Tiden kom
at buskes og grønnes og svulmende staa
i Knop under Dyrenes Hamme,
men sprænge sit Svøb med det samme,
og ud sine giftige Kronblade slaa
i Menneskehjærternes skælvende Flamme,
og gløde og visne og sætte
en Frugt, hvis Kærne ikke er Død
men Liv, og hvis Saft ej er bedsk men sød,
kraftig til Slægten at mætte.
Thi det er ej Menneskers Frelsesbud:
Lidelse, Kors og Bod;
men Smerten, som alle Slægter har lidt,
er Saar for en Sejr, der kun købes med Blod,
ej Blod af en Gud —
at Fremtids-Slægten maa aande frit
og arve en fredhegnet Trone
og Naade til Blodet at sone.
Da knæler ej Syndere fromt for din Fod,
og for dig skal Passionsmusiken ej tone, •
du galilæiske Seer!
I en Hymne til Glæden, hvis Fuga-Kor
millionstemmig bæres hen over vor Jord,
drukner Udviklingens Veer.