Jeg er syg af at brydes med eder,
I Guder! som Jakob med Englen, træt
bliver den, der i Mørket leder
og kaster sit Garn uden Dræt;
jeg er mat af at hige og stige
mod Idéernes straalende Rige,
mod de krystaliserede Former
paa de evige Tinder, nær Himlens Hvælv,
hvor Lidenskaben ej stormer
og frossen er Tidens Elv;
jeg er led og ked af at søge
eder og finde mig selv! —
Først blev jeg ked af jer, for hvem jeg først
har knælet, I som slukke Mængdens Tørst
med Vand af Naadens Brønd — men ikke min;
jeg sælger Brønden for en Draabe Vin
af den, som hin Samaritaner gød
i Jødens Saar og lindrede hans Nød,
skøndt det var hans, hans Folks og Guders Fjende.
Og hvis jeg ikke kan en Køber finde,
saa vil jeg sælge jer for Intet, Guder!
for hvis treenige Mysterium
jeg fordum bøjed mig i Andagt stum
— som naar, hvor Brinken over Dybet luder,
med rædselblandet Lyst man stirrer ud
i det tredobbelt grænseløse Rum —
men som nu synes mig et gaflet Skud
paa Mythens gamle Træ, der længst er trøsknet ud.
Men I, hvem Digterøjet endnu finder,
hvor Ætherens Strømme bade Pindus’ Tinder,
indhylled’ som i Skyer af den fine
evige Duft af Slægtens Blomst ved Pindus’ Fod, —
I, som var Hellas’ Guder, I blev mine!
Mod jer som Virak mine Drømme lod
jeg stige, og jeg gød som ædle Vine
af Offerbægret mine Tankers Flod,
da under Tizians Venus Schillers Klage
jeg skrev og kaldte eders Hær tilbage, —
da af min unge Renaissances Storm
de middelalderlige Nattetaager
var spredte, i hin hellige Dæmringsstund,
da ej man sover mer og end ej vaager
men drømmer anende forventningsfuld,
og før paa Horisontens dunkle Grund
den nye Sol sin Straalekrone tegned, —
da var I Himlens Stjærnehær, — I blegned;
jeg vexler Stjærnens Sølv for Solens Guld,
jeg sælger Ætherens Børn for Værk af Støvets Kuld.
Jeg sælger dig Zeus med din Ørn, som hænger
sagtmodig med Næbet, der hakker ej længer
Prometheus’ Bryst,
med din falske Vægt
og din rustne Tordenkile, —
for en Herskertanke med Tordenrøst
og Ørneflugt, født af Prometeus’ Slægt,
som virker og trodsig kan smile
ad alle Tyranners Tugt eller Varetægt.
Og jeg sælger dig Phoebos Apol, du foryngende
Guddom med Seerens sværmende Aand,
med Lyren i Haand,
med den ætherstraalende Krans og de syngende
Musers følgende Kor —
for en gudløs Kunst, som i Dalen gror
til Menneskers Lyst, og suger sin lægende
Saft af den hjemlige Jord,
og spreder til Folket sin hjærtekvægende
Duft af Toner og Farver og Ord.
Og jeg sælger dig, Pallas Athene!
med Øjet straalende
klart som en Stjærne
og blaat som det længseldragende Fjærne
hvor Himmel og Jord sig forene, —
for en Viden, møjsommelig krybende, maalende
Vanddraabens Fald mod den tørstige Jord,
Atomernes Veje og Nervernes Net
og Stjærnernes Baner,
men blind for det,
man ser ej men sværmende aner,
og vèd ej men haaber og tror.
Og jeg sælger den larmende Ares
for en Mand med ubøjeligt Mod,
som i Kamptumlen ej vil spares
og aldrig sit Banner forlod;
og Poseidon med Amfitrite
for et styrkende Bad i Havets Flod,
og den gyldne Viv Afrodite
for et Favntag af Kød og Blod.
Du blev tilsidst af Guderne tilbage,
du, som var bag dem — du, som ledte ind
og endte deres Nat lig Aftenrøden
og Morgengryet, i hvis dunkle, vage
og mystisk farverige Dæmringsskær
alt flyder ud og svømmer fjærn og nær
som paa et ubegrænset Ocean!
Af alle Guderne du sidst led Døden,
dog traf han ogsaa dig, du store Pan!
Ogsaa du har dit Ry forskærtset,
i dit Bryst intet Hjærte banker,
du er lammet og døvet og stum,
du Skygge, som Universet
bestraalet af Menneskets Tanker
kaster ud i det øde Rum.
Du skælver — og blegner — og dør —
og jeg sælger dit Lig for dit Slør,
der af ingen Hænder er hævet,
dette brogede Slør, som er vævet
af Tidsler og Rosenflor,
af alt, som fortvivlet sig vaander
og jubler, af alt, som aander,
som tænker og føler og gror.
Og i min Hjærnes store aabne Bog,
hvis Barneskrift er slettet ud, skal nu
som paa en Palimpsest Naturen skrive
sit store farverige Billedsprog;
kun Sotens gule Haand med Febrens Svamp
kan vække end den første Skrift til Live.
Thi jeg har stridt min Strid og lidt min Tid
og grædt mig Øjet rødt og Kinden hvid
og hadet Livet — men ej famlet efter
det sønderrevne Illusionens Slør
og ikke grebet til det brudte Rør.
— Saa vil jeg vandre frem ved egne Kræfter
og tage hvad Naturen mig forunder,
ej Himlen over mig, ej Helved under,
men Jorden for mig, til jeg frygtløs dør.