Der var en fattig, stakkels Poet;
han var trumfet over og tidt gjort Bet
af Lykkens Matadorer;
en kritisk Pæleborer
tilsidst havde gnavet hans Digterskib læk,
en Embedsmand snapped hans Kæreste væk,
kun hans Pung var der Ingen, der brød sig om
at ta’e — den var tom
og forresten et Arvestykke.
Han sled og slæbte Dagen lang
for at gøre sin Lykke,
til Sveden sprang
i Draaber af alle Porer;
og saa gav han tabt.
Han sad engang
— det var Nat — paa sit Tagkammer ene
med sig selv og sin Sult nota bene;
hans Hjærte og Fødder var lige kolde,
hans Hjærne var hed som i Feber;
og som han sad, fandt han paa at holde
en Enetale som følger:
Du blege Gud!
du Hades’ stille Bud!
kom, tryk med marmorkolde Hænder
Valmuekransen om mit Bryn,
til Blomstrets Purpurild mit Syn,
mit syge Blik udbrænder;
til Blomsterbægret gyder
sin dvaletunge Giftduft i
den Tankevin, der syder
og gærer i min Hjærneskals Pokal,
hvoraf min Sjæl sin vamle Rus har drukket.
Sænk saa min Fakkel, til dens Blus er slukket,
og træd paa Gnisten med din Filtsandal,
og led min lette Skygge
ned i den mørke Dal,
hvor alting tier;
kom, sluk mit Liv og dræb min Kval,
Euthanasia!
Saaledes talte vor Helt, der sad
til Halsen i klassisk Stil,
i Ny og Næ til Apollo bad
og trode paa Eros’ Pil;
men da ogsaa han havde faaet
en Rem af den skeptiske Slangehud,
saa faldt det ham ind, at hin stille Gud
forlængst maaske havde slukket
sin egen Fakkel ud.
Hans Efterfølger var mulig prikken
med Titulaturer, og lod ham i Stikken,
hvis Maningen ej var in optima forma;
saa skifted han Tonart for Sikkerheds Skyld
og forsøgte med Romantiken:
O, højvelbaarne Knokkelgæst!
hvis I vil mig beære,
velkommen skal I være
iaften —
iaften ved min Fest.
Mit Blod er Druesaften,
som eders Rus vil nære,
den fik saa længe gære,
den letter —
den letter paa sin Prop.
Hr. Sult, som jo skal være —
det véd I nok —
den bedste Kok,
med superfine Retter
vil gavmild Bordet dække;
min Tjener Hr. Misere
os begge —
os begge varter op.
Hvis hvad jeg her beretter
nu skulde falde i jer Smag,
saa haaber jeg, I sætter
Helhesten i Galop
og ikke tøjler, førend
de trende Hoves halte Slag
ved Døren —
ved Gadedøren siger stop.
Og bank saa paa med benet Kno,
er det forgæves, kan I jo
med Leen brække Døren op;
lad saa paa Trappens Fjæle
de lange Knokkelhæle
som Tøfler klapre: klop, klop, klop!
Ved Døren selv jeg venter jer,
min Hjærtensvin jeg henter jer,
jeg den til Velkomst byder
og Festen ind
vi skyder —
vi skyder med Champagnens første Prop.
Han stod op; — den Sang plus den første gav to;
det var nok for én Aften. Han vilde til Ro.
Lyset var nedbrændt i Stagen;
han skotted til Sengens Lagen,
maaske under dem der var Varme at finde;
der var blevet en Helvedes Træk derinde
og med hvert Minut blev den værre og værre;
han var nok i Byen, Stormenes Herre!
Det rysted i Spanter, det peb i Fuger,
det rasled med Stænger, det klapred med Luger,
det var dog for galt, det var ingen Maner!
Nu sprang Døren til Loftet op.
For Fanden! han mumled —
men ikke mer;
tilbage han tumled,
derude han ser
et Skær som af blodrøde Luer;
han springer frem, han vil raabe Brand,
da stanser han
forstenet ved Synet, han skuer.
Staar da den lede Pokker deri?
Loftet ser ud som et Menageri,
et Menageri uden Bure,
omtrentlig som Noahs Ark: —
i Krogene Tigrene lure,
der gaar Lam og Oxer som paa en Mark;
der er Slanger som Tove bundtevis rullet
ud over Gulvet.
Kænguruer hopper
som uhyre Lopper.
I Baggrunden tindre vel tusinde Øjne,
fra Bjælkerne Aberne griner og vrisser;
og saa er der Mennesker, lodne og nøgne
med Huggetænder
og Øren med Satyrspidser;
men andre beklædte, — i alle Moder:
med Fjerskørt om deres Lænder,
med Pludderhoser, i Dyreskind,
i Fløjelskjoler med Atlaskesfoder,
i Bomuldskapper, i Silkespind,
med Snørliv, Korsetter og Falbelader,
ja forrest, ærværdig som Hjordens Fader
med Cylinderhat og behansket Haand
sidder en Storkors med Ordensbaand.
Men midt i den vrimlende Masse
staar der en kæmpehøj Mand, der ser ud
halft som en Heros eller en Gud
halft som en Dyretæmmer.
Han er hærdbred og svær af Lemmer,
i Manddommens kraftigste Alder;
Blodet saa brændende ruller
under den faste Kind;
det lavgraa Skæg over Brystet falder,
en Kappe han har om sin Skulder
af flængede Dyreskind;
et Bælte af Skalper og Pandeskaller
gjorder de stærke Lænder;
i Guldhansker stikke hans Hænder;
de er nitted’ af splintrede Kroneringe
og kløvede Bispehuer.
Han er stænket til Bæltet af blodigt Skvæt,
som kom han fra Stridsvognens Agebræt.
og hans Højre Poeten truer
med en uhyre, hævet Pisk.
Han stirrer saa mørkt; de tykke Bryn
han rynker bidsk.
Musklernes flettede Kæmpekraft
svinger det jærntunge Svøbeskaft,
det hvirvler om Hoved og Skulder;
Snærten vikler sig ud som et Lyn
og river til sig det lange Smæld
med et Skrald, som naar Tordenen ruller
Poeten ligger til Gulvet strakt,
han trode sig ramt og slaaet ihjel,
— men det var kun Lufttrykkets Magt.
Og pludselig vakt
af Skraldet hæver sig rundt omkring
som Ekko et frygteligt Bulder,
et Angst- og Forbitrelsesskrig;
det brøler og hyler
fra alle Sider,
det Knald var Signal til en Krig.
Ulvene slider
hinanden i Brystet,
Slangerne vrider
sig kvælende krysted’,
Tigrene bides, og Aberne rives,
Mændene brydes, og Kvinderne kives,
selv Storkorsen knytter de hvide Glacées. —
Og Kæmpen oplives;
han ser sig omkring, han begynder at le
gemytlig i Skægget, saa Tænderne lyser;
sin Mund han aabner, Poeten gyser.
— Her er jeg, god Aften Hr. Versemager!
er det saa heldigt, at jeg behager?
det er sært
— ikke sandt — med den megen Spektakel?
du vented at faa noget andet at se,
du trode, jeg var en stilfærdig Stakkel
som han med den sænkede Fakkel
eller han med den løftede Le.
Det er svært
at glemme hvad man fra Barnsben har lært,
den Lærdom er ret at beklage;
den er gammel, du faar den paa Hylden lægge;
jeg skal sige dig, jeg har nu knust dem begge
saadan — med et Svip af min Snært —
den enes forvitrede Marmorlemmer
den andens raadnede Knokkeltremmer.
Og nu er jeg ene tilbage.
Forstaa, og klag
ikke mere;
forstum og plag
ej mit Øre,
som er fuldt af Tilværelseskampens Brag
med dit klimprende Klynk,
saa flovt og vammelt at høre.
Jeg faar ellers Ynk
med hele mit Værk, som har sat dig i Stand
til at tale og synge og klage,
og gjort dig fra Dyr til Mand.
Jeg faar Lyst til at skrue det hele tilbage
til de gamle, de tavse siluriske Dage,
ved min Pisk!jeg fortryder, jeg ej lod dig være
et hoppende Pungdyr eller en Blære,
som Bølgerne tumle og jage.
Ja, min Pisk, det er den, der har drevet jer frem
fra Mudrets lune og bløde Hjem,
jeg dæmped ej Slagenes Vægt;
med svidende Smæld
gennem Dal over Fjæld
har jeg jaget den træge Slægt.
Min Arm blev ej træt, og Smældet ej sløvt,
for Jammer og Suk er mit Øre døvt,
Barmhjærtighed kender jeg ikke;
lad dem snuble hist, lad dem segne dèr,
lad dø under Svøben en og hver,
som ej vinder med, — lad dem ligge!
hug Skaglerne over og bort!
Jeg har Forspand nok,
og min Gangerflok
lægger til af den bedste Sort.
De svage styrte, de stærke yngle,
saa sigter jeg Blodet, og Racen jeg renser,
saa øges Farten, og Vejen lider,
vi naa vel Maalet omsider.
Og Maalet? — ja Maalet er ej min Sag,
kun lidet Vejen jeg ænser,
foruden Tøjle og Trenser
med hvinende, strimende Svøbeslag,
der lige til Benene bider,
la’er jeg staa til i det blodige Jag
gennem uoverskuede Tider.
Saa forstaa, og klag
ikke mere!
Saa forstum og plag
ej mit Øre,
som er fuldt af Tilværelseskampens Brag,
med Bønner om Hjælp fra dit usle Vrag
og med Klynk, som jeg ej gider høre.
Men hils mig og tak mig med Jubel en Dag,
naar jeg griber din gamle Fjende
ved hans graanende Lok, og din faste Fod
træder paa Sejrens og Livets
frodige Plet, hvor han stod.