Karl Gjellerup (1857–1919)

                Solen slukkes, Stjærnen anes,

                Vinden sløjer, Havet planes,

                Natten favner Utica.

Deres Ordstrid er endt, en Strid paa Liv og Død,

Falerneren drukket, dens sidste Bæger bød

de som Offer til Roma og Libertas,

de tvende Gudinder, som hinanden har forladt

ved Tapsus, hvor ved Afskeden Blod for Taarer flød; —

det stunder mod det sidste, det evige »God Nat!«

»Vor Sag er tabt, vi stanse ej Skæbnens tunge Hjul,

min Frihed søger ej hos Tyrannens Mildhed Skjul;¹

de sejrrige Vaaben var Guder til Behag,

men Cato behager den besejrede Sag.

Med den vil jeg hvile af Kamp og Modgang træt,

jeg kæmped mer end alle, til Hvile har jeg Ret.«

Saa vexler han Haandtryk med enhver.

»Dø vel da, du stolte ubøjede Cato! — —

— Alexander! — din Herre forlanger sin Plato, —

Rullen med Phædo, — og sit Sværd.« —

                Skyfri Himmel; fra dens Bue

                tusind evige Stjærner skue

                rolig ned paa Utica. —

        Ene Cato staar med Armen

        støttet tungt mod Vindueskarmen;

        gennem Himlens Stjærnebolig

        vandrer Blikket fast og rolig. —

»I høje Magter, evige Stjærner, I

hvis gyldne Baner Skæbnen med Jærnhaand skrev,

ugunstig stemt’ mod mig og mine

følge I Cæsar og Cæsars Lykke! —

»Hvor straaler, Capitoliums Jupiter!

din Stjærne nu? — i Afgrundens Mulm den bor,

i Kaos’ Nat dens Glans er slukket,

snart skal min egen den trofast følge. —

»En Verden kan I knuse og hvirvle bort

dens Støv, I høje Magter! — og Cato med;

og Verdensløbets faste Bane

den kan I bøje — men ikke Cato.

»Hvad Magter? — har I Magt til at høre op

at støtte Svig og Ondskab paa Livets Vej?

og har I Frihed til at styrte

selv, naar I vil, fra de høje Troner?

»Nej, i mit Bryst er Frihedens Trone rejst,

og Magtens Scepter er i min Tankes Haand;

Livstraadens gordisk bundne Knude

løser mit Sværd, naar min Vilje byder.

»Jeg vil! — før Dagen gryr, har min Sjæl forladt

en Jord, der ikke længer har Rum for den;

jeg gaar at øse dybt af Lethes

evige Væld med de bitre Vande.

»En Verden vil jeg glemme, der uden Rom

er som Olympen uden Kronidens Stol,

og Rom, der uden mig og mine,

kun er et Legem forladt af Sjælen.«

        Snart sin sidste Søvn han sover,

        Brystet gaar som Havets Vover,

        Haanden holder Phædo, Sværdet

        staar paa Vagt ved Hovedgærdet.

                Frem paa lydløs Vinge iler

                Nattens Timer; alting hviler;

                Stilhed rundt om Utica. —

Er det Havets Dønning langs med Bugtens Kyst?

Er det fjærnt i Skoven Stormens dybe Røst?

Er Karthago steget af sin Grav paany,

lyder Larm og Summen fra den travle By?

Ingen Dønning høres fra det blanke Hav,

ikke bruser Skoven, alle Vinde tav,

Didos Stad kun øde Tomter er som før;

hvorfra da den dybe, dumpe Brusen? — hør!

Som et Lyn gennem Mulmet en frygtelig Klang

gennem Stilheden brød,

over Utica lød

hvad Tubernes skingrende Malmstruber sang:

Vœ, victis! —

Der breder sig et Mørke over Strandslettens Sand,

som en Stormflod, der jages af Vejret, det ruller

ustanselig fremad sin truende Rand;

er det derfra det kommer, det dæmpede Bulder? —

I Stjærneskæret blinker det fra Uhyrets Ham,

som naar Lynene spille over Bølgens Fraadekam;

det drøner saa hult, som et Jordskælv var nær,

det rasler som Lænker, det klirrer som Sværd; —

endnu engang udslynges Tubatonerne; —

Jordbunden skælver for Tusinders Fjed,

jærntunge Fjed, ved hvis Nærmen Tronerne

raved som drukne og ramlede ned —

— Legionerne. —

                Eos Horisonten maler

                rosenrød, og Hanen galer; —

                vaagn til Trældom, Utica! —

        Cato bliver til Trældom ej vakt,

        rejser sig ikke for Cæsars Magt,

        bleg han ligger paa Hyndet strakt,

        Sværdets Hjalte i Haanden krysted,

        Sværdet til Hjaltet i Brystet. —

        Kvinderne jamre, Trællene klage,

        Uticas Borgere glemme at drage

        Cæsar imøde, da Rygtet de spørge,

        samles om Huset og sørge.

        Det bølger gennem de tætte Skarer;

        Sværdklirren, Hovslag, Trompetfanfarer;

        Sølvørnens Vinger i Solen lue,

        Liktorernes Øxer Mængden true: —

        »Stilhed! — giv Plads! — Imperatoren!«

Han træder langsomt over Tærsklen ind.

Mørkt luer Tænkerøjet under Randen

af Brynet, der er Skyr paa Skaldepanden,

og Nattebleghed i den hule Kind.

Han staar ved Lejet, ser sin Fjende ligge

livløs og med sin Toga blodigrød. —

»Dit Liv at frelse undte du mig ikke,

men Cato, jeg misunder dig din Død!« —

Sit Ansigt dækker han med Kappens Flig,

og under Purpuret en Taare væder

hans Kind; — Soldater, stille! — Cæsar græder,

den største Romer ved den sidstes Lig.