I. Opdukkende Erindring.
Husker du, da Høsten fik
sin tvedøgn-lange Storm forvundet,
og vi langsomt sammen gik
derud, hvor Fyrreskoven trækker
langs ad Brinkens Bryn ved Sundet
sine tynde Forpost-Rækker,
mens kroneludende den strækker
vredne Grene ud mod Øst
i Hjemve efter Sverigs Kyst.
Dens Naale svirred som Metal
i en Vind, der sløj og skral
sygned hen og blev begravet
under Sky-Gravhøje. Havet
var end i Oprør, lig et Bryst
i Lidenskabens Efterdønning;
lange Bølger uden Skynding
slog taktungt mod den lave Klint,
grøn-brunlige som smeltet Flint,
mens ude under Hven og Skaane
det mer og mer tog til at blaane.
Lidt borte i en violet
Stribe laa en Sandrevsplet;
Vandet smult sig om den ringed,
skumdunsbrystet, sabelvinget
daled ned en Flok af Terner;
paa Sandskorn, der gav Blink som Stjærner
i Solens skarpe Bygeblik,
de tren med gule Fodbladsvifter.
Det var sidste Gang vi gik
Haand i Haand fortrolig dér.
Under Følelser og Drifter
Sindets Farvetone skifter
som Sundets Lød i Bygevejr.
Men altid, naar en Storm af Vrede
med sin Vinge raset træt
søger til sin Skyhangs-Rede,
og Sjælens Bølger vugges let: —
da stiger fra dens klare Sø
gennem lindt bortgledne Vande
dit Billed som en ensom Ø,
vakt ved Stormen af sit Blund
i Tangskovsskyggens dybe Bund;
og alle Tanker flagre tæt
derom, Søfugle lig, der lande
paa en nyfødt Sandrevsplet.
II. Skumrings-Bøn.
Stuens ene Halvdel svøbt
i bælgmørk Nat, hvis blinde Hunger
sluger alt og gaber trist;
og den anden Trekant døbt
i Flammedaab, hvis røde Tunger
slikke gennem Ovnens Rist.
Gigantisk, med uroligt Præg
vinkler sig min Silhouet
paa den luemalte Væg.
I en rudeformig Plet,
der spiller fra det gullig-røde
til staalblaat, Lys med Lys har Møde:
Lys fra Ovnen, Lys derude
fra, hvor høstligt Maaneskin
har bredt sin Sø og sender ind
ad en dugg-anløben Rude
en Lysbæk; — smult, med tavse Vover
den risler ind i Mørket over
Buer blanke som Agat
af Gummi og Dressenablade;
paa Skrivebordets mørke Plade
standser den i stille Damme.
Dér blinker om et Glas-Kvadrat
i Lyset mat en gylden Ramme.
Kære Billed, kom! jeg tror,
der er Lys nok her af Maanen.
Jo, den vemodsmilde Blaanen,
Glorien af Perlemor,
der spiller her, den passer ret,
den tænder Liv i dit Portræt.
Saadan just, som sidst du var!
Du ser paa mig bag dette Glar
med det dybe Øjenpar,
af Livets Alvor overskygget
af dets Skæmt og Skønhed lyst; —
som naar min Haand du trofast trykked,
du smiler til mig mildt og tyst
med disse Læber, som, saa smalle
og saa blege, mindst af alle
Læber synes skabte til
at kysse Lysten bort fra Livet,
men blødt- og vemodsdragne vil
al Smerte suge bort, som naar
man suger Giften ud,
der sived ind i Slangebiddets Saar.
Og med denne Helligdom
i min Haand jeg længe staar
hensunken i en gudløs-from
Andagt, medens alt jeg mindes,
hvad hine Træk fortælle om.
Og jeg beder: — hvad der findes
af din evige Natur
spredt i mit Sind, hvor alt det onde
ligger vaagende paa Lur,
gid det m aatte voxe, bunde
i Sjælens Dyb og naà dens Tinde,
brede sig og overvinde
hvad der staar imod, — som her,
hvor Lys med Lys om Pladsen kriger,
Ovnens røde Uro-Skær
måttet mer og mere viger
for den Glans, hvis stille Blaanen
i Stuenatten breder sig
med en vifteformig Skraanen —
en støvgran-stjærnet Mælkevej.