Jeg er ej med at raabe »pereat«
mod ham, der hader os og Tidens Stræben;
jeg haaber ej, at Dødens Haand faar sat
ham snart det evige Segl for Ufreds-Læben;
jeg ønsker ej, hans Aften naàr til Nat,
og Ormen kryber gennem Knokkelkæben,
saalænge der er runkne Hænder nok
til Kransefletning for hans visne Lok; —
saalænge han har Gnist af Ry tilbage,
der endnu èn Gang kan slaa ud i Blus,
naar Dødens Hvirvelstorm hans Liv vil tage; —
saalænge end en snild Antonius
kan hidse ved hans Lig med Hyklerklage
Pøblen mod Brutus og mod Cassius; —
saalænge nogen til hans Gravfærd finder
Poeter, Præster, Kor og Grædekvinder.
Nej, lad ham leve længe, lad ham staa
graahærdet som forhærdet, mens de falder
rundt om ham alle, hvem han stoled paa,
til lukt er hver en Mund, der endnu kalder
ham Helt, — en smuldrende og skimmelgraa
forglemt Ruin fra en forsvunden Alder; —
saa lad ham falde, uden Brag, ukendt, —
og lad os rejse saa hans Monument.
Ej Skældsord, lærte af ham selv, vi prente
i Stenen, men de bedste Navne, som
i deres Tid Fremtidens Bavne tændte,
skal straale, hvor hans egen Plads staar tom
fra deres Glans skal Efterslægten hente
Mindet om ham, hans Brøde og hans Dom.
Da skal kun Had hans Had til Regnskab kræve. —
Nej, Venner, intet »pereat!« — han leve! —