Karl Gjellerup (1857–1919)

I. Aften stemning.

Udenfor er der mørkt og trist,

i Lindens nøgne og vippende Kvist

        de sultne Krager med Næbene hugger;

Himlen er tjældet graat i graat,

indlagt med Striber af grumset blaat,

        der Synskredslinien lukker;

        Øresunds Flade

        skærende hvid som en Marmorplade;

        paa Stranden ligger

        Isflager stablet som Dominobrikker;

Frosten og Tøen paa Vintrens Bord

spilled med dem; Indsatsen var stor: —

        Liv eller Død for mange;

Frosten har sejret og skrabet langs Kanten

af Bordet Brikkerne sammen i Dynger;

Indsatsen vandt den.

        Veltilfreds sine Dødssuksange

hen over Landet den synger.

Inde har Livet og Freden bygget;

Stuens Oval er lunet og hygget,

dækket med Tæppe og tættet med Lister;

Frosten, der ligger derude saa bister

og skærer Tænder ad alt det blide,

sender afmægtig ad Vinduet ind

som Mindelse kun det stikkende Skin

af Sneens uendelig hvide;

og henne i Krogens mørknende Skjul

Spjældet paa Kakkelovnsdøren lyser,

i Form af en flagrende Sommerfugl,

fra hvis gyldne Vinger der spredes et Skær,

som hen over Gulvtæppet gyser.

To Kvinder leger i Mørkningen dér,

af flagrende Lystraades Næt indspundne; —

hvem lo nu hist og hvem svarer her?

de ligne hinanden jo paa et Haar

som Midsommertidens idag og igaar,

lyse og skære, som Straaler rundne

af samme Lyskilde begge;

de smile — det samme Smil — og strække

Armene ud! den ene bær

i Hænderne løftet en halvaars Gut,

ham vil hun til Søsteren række:

og frem og tilbage, uafbrudt,

fra Hænder til Hænder, atter og atter,

fra Fang til Fang under Spøg og Latter,

        vandrer den lille

levende Boldt, hvis Øjne spille,

        hvis buttede Hænder

famle i Luften, mens Læberne stamme

        Lyd, som en Moder kun kender.

Men henne ved Vinduets brede Ramme

sidder en Mand, hærdbred og høj,

urørt af hele den muntre Støj;

han synes at drømme, med Hovedet bøjet,

der tegner paa Rudens det hvide Bræt

i Vinkler sin Kul-Silhuet.

Vide han for og Havet han pløjed,

den hvælvede Pande, bitter af Skummet,

har tidt — til Mættelse tidt — fornummet

i sig og om sig Livets Orkan,

og Vinternætternes stjærnesmykkede

Hænder, hvis snehvide Fingre rykkede

op med Rode saa mangen Plan

og frostsved alle de Drømme, de fandt,

har strøt deres Rim i de brune Lokker,

og ridset med Isringens Diamant

de fine Rynker ved Brynets Kant. —

Nu sidder han dér, alvorlig og tavs;

i mismodig Grublen hans Hoved rokker,

mens ud han stirrer, hvor Lands og Havs

Flader, i Frostbaand begge,

trøstesløst ud deres Hvidhed strække

og sammensmelte sig lidt efter lidt

i snavset Taage,

mens Skridt for Skridt

den lange Vinternats mørke Fortravs-

Tropper hen over Himlen trække.

Men pludselig vakt sit Hoved han vender;

gynget af fire forkælende Hænder

        spræller hans Barn med de gladeste Skrig;

da klarer det op over Brynenes Buer,

Livets fredede Spire han skuer,

        som nylig blev glemt ved det frosne Lig;

han synes, han skimter en Fremtidsslægt,

        der høster Vin, hvor vi saa’de Taarer,

        med sundere Blod i rigere Aarer,

under mildere Følelsers Varetægt,

og over hvis Vugge Livsarven daler

med større Løfter og færre Kvaler;

en sejrrig Slægt, der syngende drager

        hen over Kløften, som vore Lig

        har fyldt under Livets evige Krig,

og Lykkens forjættede Land indtager.

Han rejser sig sikker og stolt i Sinde;

Panden er løftet, der fødes derinde

bag Hvælvingen Toner med Orgelklang, —

ej Vinterstormenes Dødssuksang

men Ord, der straaler i Foraarspragt

med Livets Pulsslag i Rythmens Takt;

og Læberne smile, de Ved fuldtvel

at Sangen, der strømmer fra. dem, har Held

og genlyder vidt over Landet.

— — — — — — — — — — — — — —

        Jorden og Havet er sammenblandet,

en smudsig-graa Plet, som driver derude

        paa Mulmbølgens Strøm i det uhyre Rum;

        Stærblind og stum

synes en evig Nat at bebude

Straadød og Glemsel for hele det haabløse Land;

        men fra det ensomme Hjem

        trænger en Straale sig frem

brydende gennem den guldblanke Rude

vandrer den vidt paa sin lysende Sti over Sneørknens Sand.

II. Morgenstemning

Saa drejed jeg Laasen og traadte derind.

Den varme Fugtighed slog mod min Kind,

der blussed af Kulden, og fælded sig tæt

i Draaber paa min Lorgnet.

»God Morgen, Hr. Candidat! deroppe

paa Nummer otte, og fire før!« —

Jeg saa mig omkring; der klapred en Dør

Dampen lidt tættere — Klasken af Lemmer —

vaade Fodsjap paa Gulvets Tremmer —

»Vær s’artig Hr. Overformynderen!« —

Han kom allerede ranglet og mager,

snublende fremad paa slubrende Tøfler,

med dinglende Hættebaand: — »Hvad behager? ...

Omvæltningstiden ... jo gu’ begynder ’en,

hvis ikke man dygtig de Brusho’eder røfler.

Jeg har altid sagt, at de liberale

Idér og Principper var splittergale ...

dér ser De jo selv, hvad de fører til —«

»— Ja men Gud bevares, Hr. Storck, De vil

da vel ikke sige, at her, hos os —«

»— Ikke det? ja da er vi sgu’ godt paa Gled;

man byder jo Gud og Regeringen Trods,

og hvordan det ender tilsidst — det vèd —«

Han kvaltes af Dampen, der hvidlig blaa

slog ud i Gangen; — man hører og ser

ham ikke. — »Aa, Stenberg! lad Dampen gaa ...

men sagte.« — »Ja vel, Hr. Grossér!«

Travlt i den store Renhedsfabrik;

en aandedrætstrykkende, vammel Lugt,

med Stænk af Vanille, bølged i Rummet,

som disigt Halvlys fra oven fik.

Dampen i Rørene hvisled og summed;

saa klirred en Klokke, og Hamren blev brugt.

til Dampen tav under Styrtens Plasken ...

Det var Døren, der knirked ... En Pusten, og Klasken

af vaade Hænder mod Bryst og Laar ...

Raaben og Svar ... Trætøfler, som slaar

en klikkende Takt til en stakaandet Stønnen — —

— Jeg havde trukket Gardinet for

og tændt min Cigar, og med sagte Nynnen

Morgenavisen jeg folded ud —

Hvad! Czaren myrdet! — nej — jo, der staar’et:

Dynamitkugler sprængte ... det andet Skud ...

Benene knuste ... og død af Saaret ...

Knust og splintret! — han gaar ej igen

den hvide Czar! — hvor sendtes han hen,

hvis Navn sendte Horder af lænkede Mænd

mod Øst, hvor den evige Snemark lyser —

er han sendt ned dér, »hvor Ingen fryser«”?

Blev Underverdnen opskræmmet ved

Selvherskerskyggens de haltende Fjed?

Har den vakt sine Store for værdig at hædre

Sønnen af alle de marvfulde Fædre,

hvis Purpur han bar, og hvis jærnrige Blod

flød blegt i hans Aare, der gød det til Bod

for deres Synder og magtdrukne Færd? —

Rejste sig alle de mægtiges Skarer,

bøjed med et sig de spidse Tiårer,

de straalende Turbanner, vajende Fjær,

Guldringe og ædelstensblinkende Kroner?

Rakte ham Louis Capet sin Haand

og sagde: — »Velkommen Broderaand!

Du Retfærdigheds Ven og U-Rets Soner,

velkommen hid, hvor vi samles alle!

Du, som er en af de sidste, kom,

sæt dig og hvil, mens de sidste falde

hist oppe for Folkenes Rædselsdom!« —

— Eller blev der end ikke hin Skygge tilbage,

ingen Sjæl, der kunde til Hades drage,

ingen Tunge til Regnskab for godt eller ondt?

Sluktes hans Liv med hint sidste Sekund?

Blev Sjælens glatte Atomer splittet

som Benenes Splinter af Dynamittet? —

— Nok, han er død; og Forsynets Haand,

(skønt trykket taknemlig i Bulletiner)

blev trættet før den, ’der Mordstaalet hvæsser

paa Tusindaars Trældommens jærnspundne Baand.

Nu er det forbi, nu vandrer ej længer

Gendarmer, Lakajer, Kosakker, Tserkesser

paa Miner, som trued en Kejsers Liv.

Men nu, — hvad gærer i Tidens uhyre

evindelig buldrende Blandingsgryde?

Vil Gift eller Vin den imorgen os byde?

Var Knaldet den russiske Friheds »Bliv!«?

Kan »Folkeviljen« Statsmusklerne styre?

Eller skal Sonofrets Blod kun yde

friskt Pulsslag til Reactionens Aarer,

ny Væde til Krokodillens Taarer?

Bliver de russiske Explosioner

rundt i Europa en ny Salut

til den gamle Pagt mellem Altre og Troner?

Vil en hævnende Søn, til han selv bliver skudt,

Knutterne bytte med Skorpioner?

Skal Revolutionens Brechefyld

spiddes paa Bajonetternes Gitter

eller dingle derinde i Lystskovens Kroner,

hvor hans Majestæt paa sin Morgentur

mønstrer bekvemt sine Galgenfugl-Doner?

vil ej den Frugt, som fra Løvhanget titter

sprede en Pest, der med Dødsdomme smitter?

— — — — — — — — — — — — — — —

Hvad nu? — et Klask: — Trætøflerne laa

paa Gulvet og Hætten paa Bænken.

Det var Punktum for al Fantaseren og Tænken.

Jeg vaagned; nu var jeg paany i den gamle

Styrtebadsanstalt paa Rysensten;

jeg indaanded Dampen, den fredelig vamle,

jeg hørte hele den vante Færden. —

Og ude paa Gangen docered der En:

»Det gaar sgu bestandig tilbage med Verden

paa Grund af den slappe Humanitet;

(gnid ikke saa voldsomt) — og ret beset

(De skrubber mig Huden af Ryggen) — vi trænger

til Viljer, til Jærnmænd, som vil regere

og kraftig kan Tøjlen og Pisken haandtere,

for dette — tro mig — det gaar ikke længer.

Pøblen maa kues; kun saadan en Czar,

der ikke paa Folket med Hansker ta’er,

kan Samfundsondet tilgavns kurere.

(Aa, vil De række mig Skjorten) ... Hænger?

ja, hængte blier de, den Sag er klar;

men det er just Fejlen; nej, — Hængning bider

sgu ikke paa den Slags Slyngler mere,

dem maa man hudflette, brænde, partere

og radbrække langsomt ..... Men Gud bevares!

det gaar jo ikke i vore Tider!

Nu gælder det just om den mildeste Form:

for al Slags Pine skal Bæsterne spares —

baade Men’sker og Dyr — ja det er, Gud straffe mig,

ogsaa sandt! ... De skal se man retter

og slagter snart kun med Chlorophorm ...

af bare Ømfindtlighed ... (Aa, vil De skaffe mig

Neglesaxen) .....

                                        En snurrig Fætter!

tænkte jeg, — naa, i det mindste er det

en Mand, som er yderlig original:

en Junkertype fra Renaissancen,

bryder sig lidt kun om Sprogelegancen,

snakker fra Levren — om ikke fra Hjærtet,

sparker fra vor Cultur-Piedestal

Humanitetsguden modig bort;

gaar ej paa Compromis og Accord

men siger aandsoverlegen: »bliv os

fra Livet med eders fine Nerver!«

En Joseph de Maistre redivivus!

Jeg maa dog sandelig se den Ka’l,

som saa besynderlig barsk og djærv er

dersom han ej er ganske gal.

Saa kigged jeg ud. — Hm! Tredve paa Bagen,

Middelhøjde og taalelig trind,

plirrende Øjne, rødmusset Kind,

Dobbelttendens under Hagen;

en Nakke, der folded i Læg sig blødt —

bag svindende Haarskyr en Maane i Gry —

et Smil, der vexled fra honningsødt

til syrlig Stramhed (omtrentlig som Smagen

af edikesyltede Asier) —

hint stedse beherskede Smil i Ly

af passende kvikke Moustacher; —

en Skjorte, hvis Bryst uden Plet eller Pli

stod aabent og lod en dadelfri

Uldtrøje just blive set,

men antyded nedentil, foldet, diskret,

den ej uanselige Mave,

som stræbsomme Borgere have,

og Cæsar ynded, som vel man begriber. —

Løbet af let Kaliber.

Og medens jeg mønstred fra Top til Taa

den halvnøgne tvættede Mandsling, som stod der,

tænkte jeg: — nej, det er ikke jer

I højbaarne Fyrster og stolte Despoter

med Purpurkaaber og Guldkroner paa —

det er ikke jer, som er Folkenes Svøber,

skønt Digternes Vers eder bittert døber,

og Helvedsmaskiner mod jer man støber; —

nej, det er dem, det er ham og hans,

som ikke blev fødte til Tronens Glans,

saa lidt som til Livet fra Haanden i Munden,

som ej er i Toppen end mindre i Bunden;

de holde sig stive, naar Cæsar snubler,

stive i Ryggen med Rygrad af Rubler,

med Hvirvelsøjle foruden Marv,

deres Adel er Mynt, og Mynten er Arv

fra Hænder, som — dog, hvorfor Næsen stikke

i saadant? — Mynten den stinker ikke,

det sagde han sandt, hin romerske Kejser,

og om dens Besidder, som fornemt knejser,

breder sig jo, mens han slentrer forbi,

en Blanding af Staldduft og Patchouli;

sin junkerlig drejede Knebelsbart

han giver en Salve af gejstlig Art,

han er Kirkens Værge, Moralens Præst —

for Folket sømmer Askesen sig bedst!

men selv han sig taalelig hyppig gotter

ved gamle Vine og unge Kokotter; —

paa hans lave Pandeskals Hjærnehynde

Trællesind boler med Herskerbrynde.

Slig ser de ud, eders trofaste Schweitsere!

bøj jer for dem, I Konger og Kejsere!

De — de er Legemet, I er kun Skyggerne!

de — de er Benene, I er kun Krykkerne!

de er Hovedet, I er Parykkerne —

smuldred’ i Lokken med afblæst Parfume!

Hvad var vel I, hvis I kom alene?

Umuligheder paa Livets Scene!

I, med jert Kort- og Teaterkostume —

udspillede Trumfer, udspillede Roller!

Nej, deres tusinde Arme holder

jer oppe og skubber jer tjenstlig frem;

en efter en maa I op i Brechen,

et sikkert Offer tilsidst for Kardætschen: —

»Faldt han? godt! der er nok af dem!

Kong den sjette død! Kong den syvende leve!«

Men selv de bestandig i Sikkerhed blive,

de gaa med det evige Smil omkring,

rørende Haanden til slet ingen Ting,

har intet vildt eller blodigt i Sinde,

og myrde dog — uden en Plet paa Skjorterne —

Kejseren først og saa Kejsermorderne.

de har sledsket Retfærdigheds strenge Gudinde

til en Kokette for Magten parat,

i hvis Tempel Mammon kan fenstre. —

Men Bademestren: »Hr. Candidat,

den sidste er inde tilvenstre.«