Jeg aanded atter frit, og jeg traadte saa kækt;
jeg mente, mit Saar var lukket og lægt.
Der var Stimmel og Trængsel paa Kunstudstillingen,
Farver og Varme og dansende Støv,
som lyste i Solstraalens skraanende Belte;
der var Hvisken og Tisken, Beundringssuk
og halvskjult Gaben og Smil og Buk;
der blev kritiseret, gjort Kour og lét;
der var Bredgades Modehelte
og Landmænd, der mødtes paa Kunstens Gebet:
»Sikken Mark nu, saa fuld af Ukrudt! vi har
sgu ingen saa ussel i hele Herredet.«
Der var Frøk’ner, som keg i Lorgnetternes Glar
og Fruer, der lugted til Lærredet.
Der var kritiske Øjne i hule Hænder,
som tydelig sagdé: »her sér I en Kender.«
I Foraarsmodens Facon og Kulør,
med nikkende Fjær og vimplende Slør,
trængte geskæftige Damer sig frem: —
— »Se nu ikke paa det, jeg kan ikke li’e Graavejr.«
— »Vi maa skynde os lidt, hvis vi ellers skal faa hver
en Sal sét igjennem, før Kl. er 5.«
Det var ikke til mig, det Sidste blev sagt;
jeg stod for mig selv og betragtede ikke
et Graavejrsparti; — der var Varme og Pragt
og Sommermiddagens dirrende Lys
over Landskabets Flade lagt; —
Fjorden straaled saa glat som Is,
der rørte sig næppe en Vove,
og langs den bakkede, bugtede Bred,
hylled’ i blaanende, duftig Dis,
dér drømte de tavse Skove;
gennem Himlens vatrede Skylag gled
et Bundt af Straaler mod Jorden ned,
som om en usynlig Dejlighed
lod glimre sin gyldne Vifte;
det var intet Billed, hvor Mørke og Lys
kæmpe og jagende skifte.
Jeg stirrede ind i dets frodige Fred
som ind i et Liv, fuldt af hvilende, klar
uendelig Lykke,
saa lys, at man næsten blev angst derved
den blændende Strand i Øjet skar;
jeg savned en Skygge —
og hen over Sandet en Skygge skred.
Jeg vendte mit Hoved. — Der gik et Stød
gennem tusind dirrende Nervestrænge;
Blodet sig op i Kinderne; skød,
Pulsens Stormbuk syntes at sprænge
Tindingens Mur; —
jeg vaklede ør ...
— Jeg havde kun sét en slank Figur,
en bøjet Nakke, et skumhvidt Slør
om dunkelbrunt Haar med en sølvblank Pil
en skarpt skaaren, ren Profil ...
Det var kun et Nu. De hurtige Træk
var svundne i Mængden, og Skyggen væk.
Jeg saà paa det straalende Maleri;
det var, som havde hin Skygge slukt
dets lysende Sjæl i sin lydløse Flugt;
jeg saà intet Liv, ingen Lykke deri,
men Farver, sat’ paa en Lærredsklud.
Og rundt om bølged de ind og ud
og rasled med Katalogets Blad
og hvisked og spøgte, — en pyntet, glad,
modbydelig Slægt ...
Og jeg mente, mit Saar var lukket og lægt