Aaret lever op igen,
og den kredsende Jord
naàr paany i sin Bane hen
til Himmelegnene, hvor
min Stjærne blinked, Vaarvinde lufted,
Solstraaler vinked, Smaablomster dufted,
og min Elskov jubled ifjor.
En pinlig, vellystig Gysen gaar
med Mindet gennem mit Sind,
som gennem en udbrændt Klode, der naàr
i Vaarregionerne ind: —
den synes, den finder sin tabte Grøde,
den gribes af Veer, kan dog ej føde
en Blomst frem i Solens Skin.
End den løber sin luftige Sti,
furer sit vante Spor,
endnu synger den sit Parti
i Sphærernes evige Kor,
men Banen er gold, og Sangen Klage;
har Rummet til den en Afgrund tilbage
hvor Hvile og Tavshed bor?