Tristan og Isolde
TRISTAN
TRISTAN
Et Sagn, der gaar os hjerte-nær,
en Sang, som vi fik sammen kjær,
o, hvor dens Duft gjør Aandedraget let!
Vel kummerlig det lykkes vil
at træffe i mit Strengespil
det fromme, gammeltyske Harpeslæt.
Ja, om jeg kunde, som jeg vilde gjerne!
Dog Mester Gottfried har fuldtop af Kjerne;
af Melodi der bliver nok igjen
— det trøster mig — hvor meget Klangfarven mister end.
Et Værk jeg tog mig for at skrive,
som jeg vil Verden overgive,
dens ædle Hjerter til Behag: —
Hjerter, efter mit Hjertelag,
en Verden, skjøn for mine Blikke: —
„Alverden” mener jeg just ikke,
om den jeg hørte mangesinde
den var af alskjøns Sorg en Fjende
og Lys i Lys vil have malet, —
den glæde sig — og Gud befalet!
For slig en Verden, saadant Liv,
min Sang blev ringe Tidsfordriv:
dens Liv og mit gaa hver sin Vei.
En anden Verden mener jeg,
der monne i sit Hjerte bære
sin elskte Sorg, sin Kval den kjære,
sin Hjertenslyst, sin Elskovs-Nød,
sit søde Liv, sin bitre Død,
sin søde Død, sit bedske Levned, —
sligt Liv jeg vel at leve evned,
den Verden vil som Verdensborger
jeg tjene tro i Lykke og Sorger.
Jeg var jo indtil nu hos den
og leved dèr de Dage hen,
der for de trange Tider gav
mig Tærepenge og Støttestav.
Den Verden vil jeg overgive
det Værk, jeg nu med Flid vil skrive
at det med Elskovs-Tone
til Hælvten kunde sone,
hvad den til Hjerte gaar,
og lindre Sjælens Saar.
Thi har man Sindets Tarv for Øie
og skaffer det en liden Møie,
det tager Sorg fra sorgfuldt Sind
og dysser Hjertekviden ind.
Derom er alle Stemmer een:
det er den Sørgende til Meen
om ei han Virksomhed vil søge:
hans Lediggang maa Skaden øge.
Til Hjertesorg føi ledige Tider,
og dobbelt bittert Hjertet lider.
Den, der da let kan bukke under
for Sjælesavn og Hjertevunder, —
for ham er det det Rette
sig bravt at sysselsætte,
imens faar Sindet Fred
og hviler ud derved.
Dog mener jeg paa ingen Maade,
at det er Elskeren til Baade
at søge Tidsfordriv med Sager,
som Kjærligheden ganske vrager:
Et ædelt Elskovskvæde
være hans Flid og Glæde,
dermed forsøde han
sin Tid, saa godt han kan.
Indvende Mange, kan jeg tænke,
— og halvveis maa man Ret dem skjænke —:
Naar Elsker-Sind sig atter
med Elskovs-Sagn befatter,
da voxer Savnet i det Stille.
Den Tale jeg bekræfte vilde,
hvis een Ting ei i Vejen stod:
Den, der af Hjertesorg er mod,
saa saare end hans Hu maa lide,
den hænger stedse ved sin Kvide.
Den inderlige Elskovs-Nød,
der sukker i sin Attraas Glød, —
jo mer dens Smerte stiger,
des dybere den higer.
Den Ve er ei for Vellyst blot,
det Onde gjør saa hjertegodt,
at ædle Hjerter, som det smagte,
det siden altid eftertragte.
Jeg veed det vissere end min Død,
jeg kjender det af egen Nød:
Den, som er Elskovs Fange,
begjærer Elskovs Sange.
Hvem Elskovssange da er kjær’,
han søge ei langt, men komme her;
han finder hos sin Sanger
to ædle Elskovs-Fanger,
som gladelig i Lænker var,
saa vidtberømt et Elsker-Par,
en Mand, en Viv — en Viv, en Mand:
Tristan, Isot — Isot, Tristan.
Hvad jeg om deres Elskovs-Liv
erfoer, vil jeg til Tidsfordriv
for ædle Hjerter her berette;
dermed de smukt sig sysselsætte.
Smukt? ja tilvisse: godt og smukt.
Det giver Livet Dyd og Tugt,
bestyrker Tro, gjør Sjælen rig
og viser Elskov elskelig.
Thi hvor man hører Elskovssang,
som har den rette Troskabs-Klang,
der vil hver trofast Mand opbygges,
og Troskab ham det Bedste tykkes.
Kjærlighed, Tro, Bestandighed
og Alt, hvad Godt jeg at nævne veed,
har intet Steds saa høi en Værd,
og er saa ret i Pris, som dèr,
hvor Hjerteglæde Toner finder,
og Hjertegraad i Strængen rinder.
Elskov er en saa hellig Sag,
saa salig følger man dens Flag,
at den, som skyer dens Lære,
har Dyd saa lidt som Ære.
Men skjøndt den saa vor Liv forsøder, —
hvormange Dyder end den føder —
ak! iblandt dem, der leve nu,
fast Ingen har til Elskov Hu!
ve! at jeg finder kun saa Faa,
som for en dyb og pur Attraa
vil aabne Hjertet uden Frygt,
og det blot af den usle Kløgt,
at Hjertelyst med Hjerte-Ve
de mangen Gang forbunden se.
Vil da en Ædling ei gjerne lide
for mange Goder en stakket Kvide?
Hvem Elskov lod for Sorger fri,
ham gik og dens Salighed forbi;
Sorg og Salighed — begge to
høre de med til Elskovs Bo.
Det har saa været, og bliver saa:
med disse Svende to man maa
til Elskovs Seir sig fægte
eller uden dem forsmægte.
De To, om hvem min Sang er lagt,
havde de været saa forsagt, —
ifald de havde Hjertet sparet
og ei af Elskov Alt erfaret:
dens Honningkys, dens Smertebrodd:
var deres Navn og deres Lod
jo aldrig kommen os for Øre!
Nu, er det os ei kjært at høre
— saa sød og frisk tillige —
deres Tro, den inderlige,
deres Glæde, Sorger, Lyst og Nød?
Og om de end forlængst er død,
dog lever deres søde Navn
og skal til Verdens Fryd og Gavn
ret længe, ja bestandig blive
hos os ved Sang og Sagn i Live,
og’ Trofastheden styrke
hos dem, der Troskab dyrke.
Thi naar man læser og ret forstaar
det Sagn, som ungdomsfrisk bestaar,
hvor Troskab Elskoven gaar til Haand
i Hjertelyst og Hjertevaande: —
Det er hvert ædelt Hjertes Brød,
saaledes lever de Ædles Død;
at læse deres Liv og Død
er for vor Elskov et Livsens Brød.
Og hvo, som lyster ret at vide
deres Liv og Død og Fryd og Kvide:
han lægge Hjerte og Øre til, —
her finder han Alt, hvad han vil.